Online operaguide og synopsis til Puccinis LA BOHÈME
Denne opera byder på Puccini når han er bedst. Hver eneste detalje i dette værk er mesterligt komponeret, og melodierne er lidenskabelige og ømme. Operaen er en af de mest opførte i hele operarepertoiret.
OVERBLIK OG HURTIGT TILGANG
Indhold
♪ Synopsis
♪ Akt I
♪ Akt II
♪ Akt III
♪ Akt IV
Højdepunkter
O soave fanciulla (Kærlighedsduet)
♪ Aranci Datteri (Gadescene)
♪ Quando m’em vo (Musettes vals)
Ohè, là, le guardie! (Barrière d’enfer)
♪ Mimi è tanto malata (Terzetto)
♪ Dunque: è proprio finita!…. Addio, dolce svegliare
♪ Finale
Anbefaling af indspilning
PREMIERE
Torino, 1896
LIBRETTO
Luigi Illica, Giuseppe Giacosa baseret på romanen Scènes de la vie de bohème af Henri Murger.
DE HOVEDROLLER
Mimi, en syerske (sopran)- Rodolfo, en digter (teno)- Marcello, en maler (baryton) - Colline, en filosof (bas) - Schaunard, en musiker (baryton) - Musette, kokette (sopran)
ANBEFALING AF OPTAGELSE
DECCA, Luciano Pavarotti, Mirella Freni og Rolando Panerai bliver dirigeret af Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne.
SYNOPSISEN I 4 MINUTTER
COMMENT
Rivaliteten med Leoncavallo
Det er muligt, at Puccini først fik kendskab til Murgers “Scènes de la vie de bohème” i 1893 gennem sin komponistkollega Ruggiero Leoncavallo. Da Puccini et par måneder senere tilfældigt informerede ham om, at han arbejdede på en “Bohème”-forestilling, blev Leoncavallo rasende over den konkurrence, han stod over for. Kort efter kunne man i aviserne læse om rivaliseringen mellem de to komponister, som også var rivaliseringen mellem de to konkurrerende forlag Ricordi og Sonzogno. I sidste ende vandt Puccini 2-0 over sin kollega, for det første fordi han skrev det mere vellykkede værk, og for det andet fordi han havde opført det et år tidligere.
Den vanskelige tilblivelse af librettoen
På den ene side var Puccini altid meget interesseret i at samarbejde med librettister; på den anden side forstod han altid at gøre sin vilje gældende. Dette førte til, at arbejdet med librettoen til “Bohème” bragte alle involverede til grænsen af nervesammenbrud. “Bohème” var det første samarbejde mellem trioen Puccini-Illica-Giacosa. Mens den yngre Luigi Illica var ansvarlig for handlingen og dramaet, skrev den ældre Giuseppe Giacosa versene. Det tog dem næsten to år at færdiggøre librettoen, og de tre mødtes uophørligt i lange diskussioner, og det var ikke ualmindeligt, at forlæggeren måtte gribe ind for at formilde dem. Scenerne blev gentagne gange omarrangeret, og selv en hel akt, der allerede var afsluttet, blev efter Puccinis anvisninger droppet igen. Giacosa kunne ikke længere stå bag poesien og krævede, at Ricordi skulle udgive en uforkortet udgave parallelt med librettoen, hvilket han blankt afviste. I 1895 skrev Giacosa i et brev til Ricordi, at han aldrig ville arbejde sammen med Puccini igen, hvilket heldigvis ikke skete, da han igen var ansvarlig for versene i Tosca og Butterfly.
Librettoen til “Bohème” var baseret på en serieroman, der udkom i et parisisk tidsskrift i 1843. Henri Murger beskrev kunstnernes liv i kunstnerkvartererne på Montmartre og i Latinerkvarteret. De personer, som han beskrev i romanen, var for det meste virkelige, selv om Illica og Giacosa foretog tilpasninger til operaen, f.eks. tilføjelsen af Mimi, som ikke optræder i originalen. Desuden blev hovedpersonerne i originalen kaldt anderledes, sandsynligvis fordi navne som “Jacques” simpelthen var uegnede til at blive sat i musik.
Rejsetip til operaelskere: Besøg originale steder i Paris (Klik for link til TRAVEL-blogpost)
Musikken
Sammenligner man “Bohème” med Puccinis opfølgningsværk “Tosca”, er den tidsmæssige nærhed overraskende. Mens Puccinis musik aldrig var mere veristisk end i “Tosca”, var den heller aldrig så senromantisk som i “Bohème”. Det skyldes, at Puccini gav hver af sine operaer sin egen karakteristiske klang, ligesom Verdi gjorde det med sin “Tinta musicale”. Hvad er Tinta i “Bohème”? På den ene side er den bestemt af den gennemkomponerede operas konversationstone, der understøttes af et stort antal minder, der er vævet ind i scenerne. Du finder forskellige eksempler på noter i kommentarfeltet til de enkelte scener. Motiverne spiller en vigtig rolle og bliver citeret igen og igen. Puccini var en nøje iagttager, og han gav selv ting som huen eller muffen et eget motiv. Det andet element i den specifikke tinta er den “atmosfæriske” musik, som beskriver handlingsstederne på en karakteristisk måde og undertiden endda har rang af “tonedigtning”. De to begyndelser i anden akt (gadescene) og tredje akt (Barrière d’enfer) kan nævnes som særligt vellykkede eksempler. Puccinis orkestrale sprog er mesterligt, og Verdi talte anerkendende om Puccinis orkestrale talekraft. Tegningen af scener og detaljer bragte Puccini Tucholskys (uretfærdige) dom over at være “den lille mands Verdi”.
Premiere
Premieren fandt sted den 1. februar 1896 på Teatro Regio i Torino og blev dirigeret af den 28-årige Arturo Toscanini. Værket havde kun en moderat succes. “For ordinært” var den sceniske dom, “for usædvanligt” den musikalske dom. Seks måneder senere vendte vinden, og operaen begyndte sin triumftog.
LA BOHÈME ACT I
På det kolde loft
Synopsis: Det er juleaften på et loftsrum i Paris. Forfatteren Rodolfo og maleren Marcello sidder sultent foran den kolde ovn. Det er koldt i lejligheden, og Rodolfo brænder endda et af sine manuskripter.
Operaen begynder uden “ouverture” med motivet om bohemerne; dets kortfattethed og genkendelighed gør det fremragende egnet til at blive vævet ind i handlingen igen og igen.
Vi hører et andet vigtigt tema ved Rodolfo’s optræden. Melodien “Nei cieli bigi” karakteriserer Rodolfo som en lidenskabelig og, med fløjternes akkompagnement, også øm person:
Questo mar rosso – Pavarotti / Panerai
Synopsis: Filosoffen Colline kommer hjem. Han er i dårligt humør, fordi han ikke har kunnet pantsætte noget i pantelåneriet, fordi det var lukket juleaften. Kun musikeren Schaunard kunne tjene noget og kommer med vin, brænde og nogle penge.
Abbasso, abbasso l’autor
Mimi dukker op med et stearinlys i hånden
Synopsis: Så de beslutter sig for at tilbringe juleaften på Café Momus. De bliver afbrudt af deres udlejer Benoit, som minder dem om den forfaldne husleje, der for længst er forfalden. De slipper af med ham og går på caféen. Kun Rodolfo bliver efterladt, fordi han stadig skal færdiggøre en artikel. Det banker på døren. Det er Mimi, syersken fra lejligheden ved siden af. Hun beder om et lys til det slukkede stearinlys. Han giver hende ild til hendes lys, og deres hænder rører hinanden … Mimi føler sig svag, og Rodolfo tager sig af hende. De fortæller begge om deres liv og deres drømme. Rodolfo begynder og fortæller om sig selv, digteren, drømmemillionæren.
Da Rodolfo tænder Mimis lys, mærker han hendes kolde hænder. Arien “Che gelida manina” begynder pianissimo og dolcissimo, og første del slutter med et smukt rallentando, da Rodolfo peger på den skinnende måne, der romantisk skinner ind i rummet (“e qui la luna”). I anden del beskriver Rodolfo sig selv som digter og fattig kunstner, og i tredje del synger han om Mimis to smukke øjne, som viste sig til hans glæde. På dette tidspunkt hører vi for første gang kærlighedsmotivet:
Uendeligt romantisk er den berømte slutsekvens med det høje C (“Ma il furto non m’accora, poiché, poichè, poichè v’ha preso stanza, la speranza”).
Vi vil gerne lytte til dette store øjeblik i to fantastiske indspilninger.
Vi starter med Pavarotti. Mange eksperter betragter ham som den bedste Rodolfo i indspilningshistorien. Med Kesting’s ord: “Absolut fremragende, også og især med hensyn til skuespil, præsenterer Pavarotti sig selv som Rodolfo under Karajan. Det er et af de sjældne vokalportrætter, der gør figuren synlig. I ingen anden optagelse – bortset fra “La fille du Régiment” – har han sunget mere frit og løst, i ingen med en rigere farvepalet.
Che gelida manina (1) – Pavarotti/Karajan
Den næste Rodolfo er Jussi Björling. Igen med Kesting’s ord: “Ingen anden har sunget musikken i første akt mere lysende og ømt, og musikken i fjerde akt mere afdæmpet og elegant end svenskeren.
Che gelida manina (2) – Björling/Beecham
Mi chiamano Mimi – endnu en stor arie
Synopsis: Også Mimi præsenterer sig selv. Hun er syerske. Hun fører et ubesværet liv, hendes hjerte bliver varmet af små ting.
I denne arie portrætterer Puccini Mimi i begyndelsen med meget enkle midler. Således forbliver hendes tekst ved hendes første opførelse i begyndelsen overraskende upoetisk (“Mit navn er Mimi… engang hed jeg Lucia; jeg er flittig og laver min egen mad”) og er komponeret i enkle harmonier. Mimi erkender sine følelser for Rodolfo. Pludselig bliver teksten poetisk (“Ma quando vien lo sgelo” – “Men det begynder at tø op…”), og musikken åbner sig til Mimis motiv, som vi kommer til at høre mange flere gange, en af Puccinis store musikalske inspirationer:
Dette stykke er det, som Puccini kaldte en “pezzo forte” – et nummer, som han vidste ville have en effekt.
Naturligvis blev denne aria indspillet af mange store sangere. Grund nok til at vælge tre fantastiske indspilninger til dig.
Lad os starte med den måske største, nemlig Renata Tebaldis. Tebaldi var ikke en stor skuespillerinde. Det skyldtes til dels den polio, som hun fik i en alder af tre år, og som medførte en vis immobilitet. Så meget desto mere måtte hun forlade sig på sine stemmemæssige evner. Og de var fremragende. “I den rige udfoldelse af højderne havde hun ingen ligemand efter krigen.” (Kesting). Toscanini siges endda at have kaldt hendes stemme (rigtigheden af denne udtalelse er omstridt) “en engels stemme”.
Mi chiamano Mimi (1) – Tebaldi
Det næste billede er af Anna Netrebko. Mimi hører til hendes absolutte glansroller, og hun er nok uovertruffen i sin generation.
Mi chiamano Mimi (2) – Netrebko
I den sidste optagelse hører vi Magda Olivero. Kesting: “Få optagelser af Mimi’s ‘Mi chiamano Mimi’ har flere iriserende farver, mere lys og skygge, mere gestikulation.
Mi chiamano Mimi (3) – Olivero
“O soave fanciulla” – en stor kærlighedsduet
Synopsis: I det magiske måneskin, der skinner ind i loftlejligheden, bekender de to hinanden deres kærlighed, og de begiver sig til Café Momus.
En vidunderlig kærlighedsduet udfolder sig. Se “O soave fanciulla” i den filmatiserede udgave med Renata Tebaldi og Jussi Björling, mere følelsesladet kan opera ikke være.
O soave fanciulla (1) – Björling / Tebaldi
Duetten i en anden optagelse fra den storslåede Karajan-optagelse med Luciano Pavarotti og Mirella Freni. Tilfældet ville, at Freni voksede op i samme by som Pavarotti, og hun er også hans samtidige. De to har således kendt hinanden siden barndommen, og ifølge Pavarotti “var hun hans mælkesøster, med hvem han allerede havde gjort alt undtagen amore”.
O soave fanciulla (2) – Pavarotti / Freni
Endelig hører vi en tredje version med Caballés berømte høje pianissimo og dolcissimo-toner (lyt til slutningen!) i en optagelse med duetpartneren Plácido Domingo.
O soave fanciulla (3) – Domingo / Caballé
ACT II
Synopsis: Der sker en masse foran Café Momus. Rodolfo køber en hue til Mimi af legetøjsforhandleren og præsenterer hende for sine venner, der allerede er i gang med at feste vildt.
Det er en hverdagsscene, der er orkestreret på en utrolig farverig måde og komponeret med mange kærlige detaljer. Modellen for denne farverige gadescene siges at have været begyndelsen af fjerde akt af Carmen.
Aranci, Datteri – Karajan
Den berømte vals af Musetta
Synopsis: Musette, en gammel veninde af Marcello, er ankommet til Momus i selskab med sin rige elsker. Da hun ser Marcello, bliver hun på ny betaget og fortryller ham. For at tiltrække sig sin tidligere elskers opmærksomhed, sætter hun alt ind for at få ham til at gøre sig bemærket. Hun har smadret en tallerken, snerret af tjeneren og opfører sig som en gnaven kvinde. Nu har hun opmærksomheden, og hun giver den elegante, charmerende dame.
Puccini havde en klar idé om, hvordan han skulle fortolke dette stykke. Han skrev mere end 20 toner ned til sangeren i partituret, som hele tiden skal skabe nye farver og tempi.
Bemærk i det næste stykke, hvordan Anna Netrebko synger passagen “E tu sai che memori ti struggi” (“Du som stadig gløder i erindringen”) omkring 1:45, hvor hun forførende minder ham om tidligere kærlighedsnætter.
Quando m’em vo – Netrebko
Synopsis: Musetta sender sin rige elsker væk. Da han vender tilbage til restauranten, er det muntre selskab allerede væk, og han må betale regningen.
 :
ACT III
Den impressionistiske tonemaling i tredje akt
Synopsis: Det er en kold februarmorgen. Musetta og Marcello bor i udkanten af Paris, nær Barrière d’enfer.
En udsøgt del af denne opera er Puccinis tonemaleriske beskrivelse af atmosfæren på denne vintermorgen. I løbet af 144 takter beskriver Puccini denne scene med lydmaleriske effekter som xylofon og harpe eller med “Col dorso del arco”-effekter (toner, der slås med violinbuens træ). Denne scene virker næsten impressionistisk og var meget usædvanlig for hans samtidige, hvilket nogle gange førte til ondskabsfulde kommentarer. Den begynder med violinernes og harpernes hule kvintetoner, der beskriver det lette snefald og denne vintermorgens trøstesløshed. I det fjerne genkender man melodien fra Musettes vals, som ledsager de sidste natugler hjem.
Ohè, là, le guardie! – Karajan
Den terzetto “Mimi è tanto malata”
Synopsis: Marcello og Musetta klarer sig igennem livet sammen, men skændes oftere og oftere. Rodolfo og Mimi er denne nat gået fra hinanden. Rodolfo er konstant jaloux. Mimi er ulykkelig og uhelbredeligt syg. På denne kolde februardag besøger Mimi Marcello på arbejde og vil spørge ham til råds. Også Marcello har fundet vej til Marcello. Da Mimi ser ham, gemmer hun sig.
Marcello. Finalmente
Synopsis: Fra sit skjulested hører hun Rodolfo tale med Marcello. Han fortæller om sin jalousi. Men han må indrømme, at han stadig elsker hende, men der er noget, der bekymrer ham.
Vi hører lidenskabelige motiver fra første akt, men stemningen er holdt i en moltonart.
Mimi è una Civetta – Villazon
Synopsis: Mimi er uhelbredeligt syg, og det uopvarmede værelse forværrer hendes tilstand. Hun må finde en rig ven, der kan støtte hende.
Denne passage kan kaldes en typisk Puccini-scene. Begyndende med et recitativ på kun to toner udfolder sig en lidenskabelig cantilena, som derefter bliver til en trio.
Mimi è tanto malata – Björling / de los Angeles / Merrill
Mimi’s anden store arie
Synopsis: En hoste afslører Mimi. Hun kommer ud. Hun ser heller ingen udvej og overgiver sig til sin skæbne. Hun ønsker at vende tilbage til ensomheden og beder Rodolfo om at tage sig af hendes ejendele.
Arien overvælder lytteren med de mange reminiscenser fra første akt. De citerede temaer viser os, hvordan Mimì allerede lever i sine erindringer. Først i ariens sidste afsnit hæver stemmen sig i et lidenskabeligt oprør. Hun husker den hue, som Marcello havde købt til hende foran Café Momus, og melodien bliver hendes afskedsmotiv:
Lyt til Renata Tebaldi i endnu en fængslende optagelse. Fløjte og violin omgiver hendes stemme og giver scenen en uhørt glød. Selv til små ting som “pak alle disse ting ind i et forklæde og giv dem til portneren” komponerede Puccini en sjælfuld musik, som Tebaldi overbevisende fortolker med stor kunstfærdighed.
Donde lieta usci – Tebaldi
Den næste optagelse med Maria Callas.
Donde lieta usci – Callas
Endnu en gang Angela Gheorghiu i en imponerende tv-optagelse
Donde lieta usci – Gheorghiu
Synopsis: Med ønsketænkning mindes de to deres tid sammen, uden bitterhed kun med tristhed og melankoli. Desuden skændes Musetta og Marcello.
Den ømme duet er ledsaget af kammermusik og lader lidenskaberne genopstå endnu en gang på baggrund af Musettas og Marcellos skænderiske sang. Til sidst akkompagneres sangerne af en smerteligt smuk soloviolin og klokkespil, og musikken forsvinder i ingenting.
Dunque: è proprio finita!…. Addio, dolce svegliare (1) – Pavarotti / Freni
ACT IV
Den nostalgiske duet af Rodolfo og Marcello
Synopsis: Måneder senere fortsætter Marcello og Rodolfo deres arbejde på loftet. De har ikke hørt noget fra Musetta og Mimi i lang tid og følger nostalgisk deres tanker.
Puccini komponerede en rørende duet af de to mandestemmer. Med deres kærlighed har de begge også mistet deres lethed. Nostalgisk holder Rodolfo hætten i hånden, som om det var Mimi.
Robert Merrill og Jussi Björling dannede en drømmekonstellation, der gik over i historien som en af de mest berømte tenor-baritonduoer. De er også private venner og har sunget sammen på mange operaindspilninger. Robert Merrills stemme er “en baryton af stor klangfuldhed, klangfarven er rig og skinner i mange farver” (Kesting). Den supplerer på en ideel måde Jussi Björlings strålende og smertefulde tenorstemme.
O, Mimi tu piu non torni! – Björling / Merrill
Synopsis: Colline og Schaunard kommer ind og medbringer noget simpelt at spise. Lidt senere brager Musetta ind i rummet med den dødssyge Mimi i armene. Mimi ville gerne se Rodolfo en sidste gang, men hun kunne ikke selv komme op ad trappen.
Musetta dukker op med en tritone, der annoncerer den kommende katastrofe. Igen hører vi mange motiver og hentydninger til første sats.
C’è Mimi – Callas / di Stefano / Panerai
La Bohème – operaen om de små ting
Synopsis: Alle forlader lejligheden for at sælge deres mest værdifulde ejendele for at købe medicin. Colline er endda villig til at sælge sin frakke hos pantelåneren.
“La Bohème” er bagatellernes opera, der kærligt skildrer små genstande og fænomener. (f.eks. muffen, ovnen, huen eller Collines frakke). Hver af disse genstande er forbundet med sit eget musikalske motiv. Lyt til en af disse små ting, nemlig arien om den flossede frakke, som Colline siger farvel til. Han har ingen kærlighedshistorie, så han giver sine følelser til en revet jakke.
Lyt til arien i fortolkningen af Ezio Pinza (1892-1957), ifølge Kesting “den rigeste basstemme af alle”. Den flød ikke blot mørk-sonorøst, men besad en flimrende, smuk klangkvalitet og stor glans.”
Vecchia zimarra – Pinza
Dødsscenen
Synopsis: Alle forlader lejligheden for at sælge deres mest værdifulde ejendele og købe medicin. Kun Rodolfo og Mimi bliver tilbage i lejligheden. Mimi synger en sidste gang om sin kærlighed til Rodolfo. Da vennerne vender tilbage, kan Mimi stadig være glad for gaverne. Lidt senere er hun død.
Da Mimi holder muffen i sine hænder, hører vi kærlighedsmelodien for sidste gang. En lyd af basunerne lader os forudse døden. Efter Musettas bøn indser Rodolfo hendes død. Med basunklange og Rodolfos berømte sidste skrig slutter operaen: “Mimi! Mimi!”.
Se finalen i opsætningen med Anna Netrebko og Rolando Villazon Sjældent har en opera død fundet sted så udramatisk og alligevel så følsomt som i denne opera.
Finale – Netrebko / Villazon
Anbefaling af optagelser
DECCA med Luciano Pavarotti, Mirella Freni og Rolando Panerai bliver dirigeret af Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne.
Peter Lutz, Opera-inside, den online operaguide til LA BOHÈME af Giacomo Puccini.
