Online operaguide og synopsis til Verdis SIMON BOCCANEGRA
Med hovedrollen som Simon Boccanegra har Verdi skrevet et storslået rolleportræt. Det noget snørklede plot gav komponisten plads til store scener. Ligesom Macbeth er Simon Boccanegra utvivlsomt et mesterværk, men forbliver ikke desto mindre en opera for kendere.
Indhold
♪ Synopsis
♪ Prologue
♪ Akt I
♪ Akt II
♪ Akt III
Højdepunkter
Indspilningsanbefaling
Roles and Synopsis
Premiere
Første udgave: 1857 i Venedig Anden udgave: 1881 i Milano
Libretto
Francesco Maria Piave (første udgave) og Arrigo Boito (anden udgave), baseret på romanen Simon Boccanegra af Antonio Garcia Gutierrez.
Hovedroller
Simon Boccanegra, corsair i Republikken Genovas tjeneste og senere doge (baryton) - Amelia, uægte datter af Boccanegra (sopran) - Fiesco, tidligere leder af patricierne, som senere lever forklædt som fader Andrea (bas) - Gabriele, patriker og Amelias elsker (tenor) - Paolo, leder af plebejerne (baryton) - Pietro, leder af plebejerne og Paolos assistent (bas)
Optagelsesanbefaling
DG med Piero Cappuccilli, Mirella Freni, Nicolai Ghiaurov og José Carreras bliver dirigeret af Claudio Abbado og koret og orkesteret fra La Scala, Milano.
Kommentar
Den historiske baggrund
Den historiske Simon Boccanegra (som døde i 1363) var repræsentant for Folkepartiet og gibelliner. Han var i mange år doge af Genova. Hans politik var kontroversiel “og talrige mordforsøg blev udført mod ham, den første konspirator blev henrettet den 20. december 1339, det første år af hans regeringstid. Boccanegra var altid omgivet af en 103 mand stærk bereden livvagt, da han konstant måtte frygte for sit liv. Den 23. december 1345 blev han på en af ham selv indkaldt folkemøde tvunget til at opgive regeringsanliggenderne, indtil Boccanegra kom tilbage til magten i 1356. Han blev dødeligt forgiftet i 1363” (kilde: Wikipedia).
Libretto og værkets historie
Materialet om denne genovesiske doge blev bearbejdet til litterære værker af forskellige digtere, bl.a. Friedrich Schiller. Verdi valgte dog ikke sit drama. Selv om han havde stor respekt for den tyske dramatiker og allerede havde sat værker af ham i musik (Giovanna d’arco, I masnadieri, Luisa Miller), foretrak han den spanske digter Gutierrez’ værk, som allerede var Verdis valg til Trovatore. Verdi mente, at scenernes variation og farvestrålende karakter gav ham flere muligheder.
Denne fordel viste sig imidlertid også at være en ulempe, ligesom det var sket med troubadouren. Handlingen, som Piave og Verdi har uddraget fra Gutierrez’ vilde plot, er ret forvirrende: værket strækker sig over flere årtier, hovedpersonerne bruger aliasser, og de politiske forviklinger frem og tilbage er ret komplicerede, hvilket gør det trættende for lytteren at følge med i handlingen. Verdi bekymrede sig ikke meget om dette, han var altid opsat på at have scener til rådighed, der var egnede som grundlag for hans dramatiske musik.
På vej til “musikdramaet”
Med Simon Boccanegra tager Verdi et stort skridt i sin musikdramatiske opfattelse. Verdi fulgte konsekvent den vej til musikdramaet, som han 10 år tidligere havde indledt med Macbeth. Forbløffende nok havde Verdi efter Macbeth taget et skridt tilbage igen og havde efterfølgende skrevet 10 klassiske nummeroperaer i feberarbejde, herunder hans “Triologia popolare”, indtil han med Simon Boccanegra genoptog vejen til musikdramaet. Interessant nok blev Simon Boccanegra igen efterfulgt af en klassisk nummeropera (Ballo in maschera).
I sin opfattelse af musikdramaet behandlede Verdi hver scene som en dramatisk og musikalsk enhed. Opdelingen mellem recitative og arioso-passager blev flydende. Orkestret fik større betydning. Verdi øgede dets udtryksfuldhed og gav det mere nærvær, på bekostning af vokal bravour, som mange teatergængere savner i denne opera. Som opsummering af, hvor konsekvent Verdi var villig til at gennemføre sit koncept for musikdramatik, kan det nævnes, at hovedpersonen ikke fik tildelt en klassisk arie, som det brede publikum aldrig rigtig ønskede at værdsætte.
Operaens Tinta
Verdi gav hver opera sin særlige karakter, den såkaldte Tinta Musicale. I denne opera skal først og fremmest nævnes mørket, som foregår på forskellige niveauer. Det begynder med lysstyringen, går over til den deklamatoriske stil af stemmerne (på bekostning af klassiske nummerarier) og valget af stemmer: Amelia er den eneste kvindestemme ud over en armada af 6 mandlige stemmer. Desuden er hovedrollen ikke tildelt tenor eller sopran, men den såkaldte Verdi-baryton, en barytonstemme med dramatiske kvaliteter og udholdenhed til lange passager i høj tessitur.
Hovedrollen i Simon Boccanegra
Verdi skrev i et brev, at hovedrollen i Boccanegra var “tusind gange vanskeligere” end hovedrollen i Rigoletto. Der stilles nærmest overmenneskelige krav til barytonen. Fra den mest delikate lyrik, stolt højtidelighed til dramatiske udbrud og høje passager skal sangeren være i stand til at udtrykke alle menneskelige følelser med sin stemme.
Forbindelsen til det 19. århundredes Italien
Verdi fremstiller Boccanegra som en tidlig “italiener” og foreningsmand, hvilket naturligvis passede godt ind i den politiske situation under Risorgimento. Kompositionstidspunktet var kun tre år før Garibaldi indledte sin frihedskamp på Sicilien med den såkaldte “de tusindvis af ekspeditioner”. Det skal dog her bemærkes, at rådsscenen (og dermed en væsentlig del af det politiske budskab) blev massivt udvidet i revisionen fra 1881, hvor den italienske forening allerede var en realitet.
Revisionen af uropførelsen og den senere bearbejdning
Den første opførelse i Venedig i 1857 var en smertelig fiasko for Verdi. Værkets dysterhed og det musikdramatiske arrangement krævede sin pris. At Verdi dengang var en berømt og respekteret komponist, beskyttede ham ikke mod samtidens kritiske dom. Verdi, hvis hjerte ofte slog for sine “vildfarne børn”, bad 20 år senere Arrigo Boito om at udarbejde en strømlinet libretto. Det blev dog tydeligt, hvor langt Verdi var gået musikalsk og dramatisk med Boccanegra over 20 år tidligere, for til den nye version fra 1881 måtte Otello-æraens Verdi kun foretage mindre ændringer i den musikalske struktur. De største ændringer blev foretaget i slutningen af første akt, i den såkaldte rådssalsscene. Dette samarbejde resulterede i den version, som stadig er den mest opførte i dag. Selv om dette resulterede i talrige forbedringer, var det fortsat sådan, at Simon Boccanegra ikke var en af Verdis mest populære operaer. Den er stadig mere beundret end elsket, og ligesom Macbeth er den et værk for kendere.
SIMON BOCCANEGRA PROLOGO
Abbados “perfekte” komplette optagelse
Synopsis: En plads i Genova. To plebejeledere taler om den næste doge af Genova. De ønsker at bryde patricianernes magt. Paolo tilbyder Pietro rigdom, hvis det lykkes ham at hjælpe sin kandidat til embedet. Hans plan er at have Simon Boccanegra som sin marionet på posten. Simon er populær hos folket, da han har befriet Genovas kyster fra piraterne. Pietro indvilliger, og Paolo tilbyder embedet til den indkaldte Simon. Da Simon nægter, forklarer Pietro ham, at han som doge vil kunne befri sin elskede Maria fra hendes fangenskab. Doge Fiesco, lederen af patriciaterne, havde fået sin datter Maria låst inde i paladset, som fødte et uægte barn med Boccanegra. Simon indvilliger derefter i at stille op for plebejerne.
En vidunderlig kort indledning leder os ind i den dystre stemning i dette stykke.
Vi hører denne passage i Claudio Abbados indspilning fra 1977, som var en af de heldige lejligheder, hvor en “perfekt” indspilning kan genoplive interessen for en opera. Hele optagelsen blev ledsaget af en opførelse på La Scala. Den sympatiske duo Claudio Abbado og Giorgio Strehler skabte et meget rost værk, der blev en referenceindspilning. Det blev bragt på scenen med en besætning, der havde det, der skulle til. I dette operaportræt har du mulighed for at se forskellige scener fra denne live-tv-produktion. Det følgende lyduddrag er fra cd’en
Che dicesti – Abbado
Synopsis: Pietro går derefter af sted og samler en flok borgere på torvet for at promovere Boccanegra’s kandidatur.
Vi møder en klassisk Verdi-scene, som komponisten var ude efter: En populist (baryton/basse) manipulerer og forfører masserne (koret). Ingen andre var i stand til at sætte sådanne scener så perfekt i musik. Ofte er det scener med præster (f.eks. i Nabucco), denne gang er det en politiker, der bevæger masserne med en forførende, empatisk melodi.
L’altro magion vedete – Santini
Fiescos rørende, triste “il lacerato spirito”
Synopsis: Sygt af sorg træder Fiesco ud af sit palads. Hans datter er netop død i paladsets rum. Han bebrejder sig selv, at han ikke kunne beskytte hende, og forbander hendes forfører Boccanegra.
Fiescos mørke og bevægende arie er ledsaget af et miserere fra et mandskor og klagesang fra kvindekoret. Sammen med det tilbageholdende orkesterakkompagnement skaber Verdi en bevægende effekt. Den ædle og stolte Fiescos arie viser ham fra sin mest sårbare side. Smertefuld desperation, blasfemiske udråb i forte og en bøn til hans datter kræver af bassen, at den viser en bred vifte af følelser og dermed en bred palet af farver. Stykket må aldrig forfalde til en overfladisk demonstration af stemmekraft.
Efter at denne arie er forstummet, fyldes pladsen med mennesker, hvilket Verdi dygtigt udnyttede til at afslutte arien med en lang orkesterepilog, der på dramatisk vis forstærker øjeblikkets fortvivlelse.
Vi hører scenen i 2 versioner. Først i tv-produktionen af den ovennævnte Abbado/Strehler-opsætning fra Scala.
A te l’estremo … Il lacerato spirito (1) – Ghiaurov
Vi hører en anden fortolkning af Ezio Pinza. For mange var italieneren den største bas i det tyvende århundrede. Hans varemærke var hans klangfulde, bløde og smidige stemme som en basso cantante.
A te l’estremo … Il lacerato spirito (2) – Pinza
Du vil høre en anden version fra Alexander Kipnis. “Der findes ingen anden bas med en så rig palet af klange”, sagde Kesting (“de store sangere”) og roste “de magiske pianissimo-nuancer”.
A te l’estremo … Il lacerato spirito (3) – Kipnis
Boccanegra og Fiesco støder sammen
Synopsis: Boccanegra træder ind på pladsen, og Fiesco genkender sin forhadte modstander. Simon, der ikke kender til Marias død, ønsker at forsone sig med ham. Men Fiesco er ubarmhjertig. Kun hvis Boccanegra ville lade ham få deres datter, ville fred være mulig. Men Simon er nødt til at give ham den frygtelige indrømmelse, at den pige, han havde skjult i en sygeplejerskes varetægt, er blevet bortført, og han ved ikke, hvor hun befinder sig. Men Fiesco er ikke parat til at forsone sig med ham, før hans barnebarn er i hans hænder.
Det er en mørk duet af de to dybe stemmer. Barytonens desperate høje F til sidst bliver besvaret med et kulsort lavt F fra bassen. Scenen minder om den berømte konge/storinquisitor-scene fra Don Carlo.
Vi hører denne scene igen fra Abbado/Strehler-opsætningen. Cappuccilli var den førende Verdi-baryton i slutningen af det 20. århundrede, og Abbadoindspilningen er nok hans mest fremragende rolleportræt på plade ud over hans Macbeth.
Suoni ogni labbro il mio nome – Ghiaurov / Cappuccilli
Synopsis: Simon ønsker at komme ind på slottet for at se Maria. Fiesco lukker ham ind. Simon får den forfærdelige nyhed at vide og bryder sammen. Paolo og Pietro dukker triumferende op og erklærer, at Simon har vundet valget. Folket hylder ham som den nye doge.
En dramatisk scene udspiller sig, på den ene side den desperate Fiesco og Boccanegra og på den anden side den triumferende folkemængde.
Oh de Fieschi implacata orrida razza – Hampson / Colambara / Pisaroni
SIMON BOCCANEGRA ACT II
Den naturalistiske skildring af daggry
Synopsis: I daggry i Grimaldi-paladset. Der er gået tyve år, siden Mary døde
Verdi var meget optaget af at skildre morgenstemningen på en naturalistisk måde. En munter musik giver en antydning af blide bølger og fuglesang.
Prelude 2. akt (Aurora)
Amelias indledende arie “Come in quest’ora bruna”
Synopsis: Simons datter Amelia sidder foran Grimaldi-paladset og venter på sin elskede Gabriele. Hun mindes sin barndom og sin amme.
Verdi skrev en smuk, eftertænksom arie eller Amelias første optræden, akkompagneret af en fløjte.
Mirella Freni, Amelia på Abbadoindspilningen, strålede i denne rolle. Hendes lyse, sensuelle sopran, der vælter ud over publikum som “guldregn”, passer perfekt til denne rolle, der i modsætning til mange andre Verdi-heltinder ikke er i den dramatiske spinto Fach, men kræver en lyrisk sopran.
Come in quest’ora bruna – Freni
Anna Moffos lyriske stemme passede også vidunderligt til denne kontemplative arie.
Come in quest’ora bruna – Moffo
Den romantiske duet mellem Amelia og Gabriele
Synopsis: Gabriele dukker op. Han er den hemmelige leder af de oprørske patricier og derfor en fjende af staten. Amelia frygter for hans liv og beder ham om at forlade politik. En budbringer dukker op og annoncerer dogeens snarlige ankomst. Doven ønsker at fremme sin allierede Paolo’s ægteskab med Amelia. Amelia tager af sted for at ringe til fader Andrea, som skal gifte sig med hende så hurtigt som muligt. Hun ved ikke, at fader Andrea i virkeligheden er Fiesco i skjul.
Verdi skrev en smuk duet til de to elskende. Gabriele begynder i stil med en serenade fra il Trovatore, kun akkompagneret af en harpe. I duettens midterste del introducerer Amelia en romantisk melodi (“Ripara i tuoi pensieri”, i nodeeksemplet nedenfor ved 3:30), som Gabriele taknemmeligt gentager. Verdi samler derefter stemmerne og lader musikken smukt forstumme. Duetten slutter med en caballetta.
Vi hører denne scene i en optagelse med Placido Domingo og Katia Ricciarelli. Det er interessant, at Domingo sang Gabriele-rollen sent i sin karriere, første gang i 1995. Det er forbløffende, fordi rollen ikke er særlig svær (hvilket naturligvis er et relativt udtryk!) og for en tenor er det en B-rolle, så det er en klassisk begynderrolle og ikke en debutrolle for en verdensledende tenor.
Cielo di stelle orbato … vieni a mirar la cerula – Domingo / Ricciarelli
Synopsis: Fader Andrea kommer og fortæller Gabriele hemmeligheden om Amelia. Hun er i virkeligheden ikke en Grimaldi, men en forældreløs fra et kloster, som blev adopteret af familien Grimaldis, da deres datter døde. Hun er således af lav rang. For Gabriele gør det ingen forskel.
Propizio e giunge – Ghiaurov / Carreras
Det store datter-far-øjeblik
Synopsis: Trumpeterne annoncerer dogeens ankomst. Amelia tager imod ham. Doven fortæller hende, at han har benådet hendes forviste brødre som bevis på sin gode vilje. Amelia fortæller ham nu sin hemmelighed, at hun ikke er indfødt Grimaldi, men engang blev opdraget som forældreløs af en sygeplejerske. Før sin død gav hun hende en medaljon med sin mors portræt og viser ham den. Boccanegra er forbløffet. Han tager et portræt af Maria op af lommen, og Amelia genkender det samme billede som i medaljonen. De to genkender hinanden som far og datter og falder hinanden i armene i tårer.
Denne duet er endnu en perle. Verdi kendte smerteligt til betydningen af denne scene, dette følelsesladede datter-fader-øjeblik, da han selv mistede sine eneste børn i en tidlig alder. Da de to genkender hinanden som far og datter, eksploderer musikken bogstaveligt talt. Til slutningen af denne duet fandt Verdi på noget helt særligt. Efter at de to har sagt farvel i højt humør, forsvinder musikken med en harpesolo, og faderen synger et sidste ømt “figlia” med et højt F.
Orfanella in tetto umile – Gheorghiu / Hampson
Du hører en anden version fra Santinis meget roste optagelse med Tito Gobbi og Victoria de los Angeles fra 1950’erne.
Orfanella in tetto umile – Gobbi / de los Angeles
Synopsis: Paolo venter på doge og venter spændt på hans svar. “Opgiv alt håb”, er Simons kortfattede svar. Paolo nægter at acceptere dette og giver i hemmelighed Pietro til opgave at kidnappe Amelia.
Den store rådssalsscene
Synopsis: I rådssalen i Genova. Rådet diskuterer politik over for rivalen fra Venedig. Simon foreslår en pagt med venetianerne, han ønsker ikke en krig mellem brødre. Men Paolo og plebejerne ønsker krig. Pludselig lyder der tumult fra det nærliggende Fieschi-palads. Rådmændene springer ud til vinduet. En pøbel følger Gabriele og Andrea og nærmer sig rådhuset. Paolo og Pietro har mistanke om, at kidnapningskomplottet er mislykkedes, og de vil flygte. Men Boccanegra har fået lukket dørene til rådhuset. Han lader Gabriele komme ind. Gabriele forklarer, at han har dræbt en plebejer, der forsøgte at kidnappe Amelia. På sit dødsleje tilstod skurken, at han havde handlet på vegne af en magtfuld mand. Gabriele beskylder Simon for at være bagmanden og ønsker at kaste sig over ham. Amelia styrter ind og fortæller om kidnapningen. Da hun kigger på Paolo og hævder, at den anstiftende person er i rummet i dette øjeblik, bryder der tumult ud. Doven henvender sig til de rivaliserende partier med en stor tale for at holde dem sammen.
Verdi ønskede at udvide denne scene med revisionen fra 1881 og tilføjede en såkaldt “pezzo concertato”, et ensemble af kor og solister. Den indledes med Boccanegras store monolog “Plebe! Patrizi! Popolo”.
Plebe! Patrizi! Popolo – Cappuccilli
Synopsis: Gabriele er nu overbevist om Simons uskyld og giver ham sit sværd. Doge vender sig til Paolo, plebejernes leder. Truende hævder han, at han kender navnet på den sammensvorne, og at han skal forbande den modbydelige sammen med alle de tilstedeværende. Derefter flygter Paolo fra rådssalen i rædsel.
SIMON BOCCANEGRA AKT II
Synopsis: I dogeens arbejdsværelse. Pietro og Paolo sidder over kort. Paolo er stadig chokeret over den forbandelse, han selv måtte kaste, tvunget af doge, som skylder ham sit embede. Han tager gift fra et skab og hælder det i den fraværende doges bæger. Paolo tilkalder de to fanger Fiesco og Gabriele. Opslugt af had til Boccanegra tilbyder han Fiesco magten. Hans betingelse er, at han skal dræbe doge. Da Fiesco nægter, får han ham ført tilbage til fangehullet. Han vender sig til Gabriele og hævder, at dogen har låst Amelia inde i paladset og holder hende som sin elskerinde. Paolo lader ham være alene i rummet. Gabriele genkender ikke løgnen og er helt ude af sig selv. Han sværger at hævne sig på den uartige mand.
Udisti? … Åh inferno! … Cielo pietoso – Lombardo
Synopsis: Da dukker Amelia op i rummet. Gabriele konfronterer hende med Paolos beskyldninger. Amelia sværger sin loyalitet, men kan endnu ikke afsløre hemmeligheden om sin hengivenhed for doge. Så hører de dogeens skridt. På Amelias opfordring gemmer Gabriele sig. Amelia tilstår sin elskers navn over for doge. Forfærdet hører han navnet Gabriele, hans dødsfjende. “Umuligt” siger Simon, men Amelia truer med at søge døden sammen med Gabriele. Eftertænksomt tager dogen en slurk af bægeret. Da giften begynder at virke, og dogen falder i søvn, kommer Gabriele ud af sit skjul med en dolk i hånden. Da Amelia griber ind, vågner Boccanegra op og genkender fjenden. Efter en kort diskussion afslører Boccanegra sig som Amelias far, og nu forstår Gabriele alt. Dogen nærmer sig Gabriele. Han erkender, at han må overvinde de skyttegrave, som har delt Genova i så lang tid.
Der opstår en smuk, dramatisk trio.
Oh Amelia ami un nemico – Freni / Cappuccilli / Carreras
Synopsis: Lyd kommer fra gaden. Opildnet af Paolo og Pietro ønsker patricianernes tilhængere dogen død. Gabriele stormer ud af huset, klar til at overbevise sine allierede om dogeens uskyld.
SIMON BOCCANEGRA ACT III
Den gribende duet mellem de to “gamle” mænd
Synopsis: Gabriele formåede at berolige oprørerne, og dogen benådede dem. Kun Paolo blev dømt til døden. Fiesco, der stadig er klædt i præstekjole, opsøger i hemmelighed Paolo og får kendskab til giften. Fiesco forlader fangekælderen og møder doge, der allerede er svækket af giften. Da Fiesco taler til ham og hånligt profeterer hans endeligt, genkender Boccanegra overrasket hans stemme. Nu vil han benytte lejligheden til at søge forsoning igen tyve år senere og fortæller ham hemmeligheden om Amelia. Fiesco er overvældet af sine følelser. Årtiers had bliver til medlidenhed med doge, der er dømt til at dø, og han fortæller ham om Paolo og det forgiftede bæger.
Denne duet er i første halvdel komponeret på en måde, så ordene er lette at forstå, og i anden del (i dokumentet fra 3:45) bliver den til et følelsesladet stykke, der slutter med et begravelsesmarch-lignende akkompagnement. Kun få bas-bariton-duetter i operalitteraturen lader en så melankolsk musik lyde!
Vi hører duetten i to versioner, med de måske bedste bas/bariton-par i denne operas indspilningshistorie.
Piango, perché mi parla – Cappuccilli / Ghiaurov
Gobbi var den førende Verdi-bariton i halvtredserne. Vi hører ham sammen med en anden stor sanger, hans svoger Boris Christoff, en bas med en kulsort stemme.
Piango, perché mi parla – Gobbi / Christoff
Endnu en dramatisk scenedød
Synopsis: Gabriele og Amelia slutter sig til dem. Amelia får at vide, at Fiesco er hendes bedstefar, og at de to har afsluttet deres fjendskab. De er rystede over at høre om det bæger med gift, som Simon ubevidst drak, og de tager afsked med doge. Da han dør, meddeler Fiesco sin død til folket og udnævner Gabriele til ny doge.
Denne opera slutter med endnu et concertato. Med en stor gestus velsigner Boccanegra parret og dør. Verdi lader aldrig sine hovedpersoner dø uden en følelsesladet arie…
Gran dio mi benedici – Cappuccilli / Ghiaurov / Freni / Lombardo
Anbefaling af indspilning
DG med Piero Cappuccilli, Mirella Freni, Nicolai Ghiaurov og José Carreras under ledelse af Claudio Abbado og koret og orkesteret fra La Scala i Milano.
Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide om SIMON BOCCANEGRA af Giuseppe Verdi.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!