Portrættet af Gioacchino Rossinis arie ASILE HEREDITAIRE (O MUTO ASIL DEL PIANTO)< /strong>

Læs interessante fakta og hør gode YouTube-videoer om Rossinis berømte arie “ASILE HEREDITAIRE (O MUTO ASIL DEL PIANTO)”.

 

Hvis du vil læse og høre mere om GUILLAUME TELL, kan du klikke på dette link til operaens portræt

 

 

 

Arien ASILE HEREDITAIRE (O MUTO ASIL DEL PIANTO) – Synopsis & Baggrund

 
Synopsis: Indbyggerne i Schweiz lever under de habsburgske herskeres trældom. Den schweiziske Arnold er ulykkeligt forelsket i den habsburgske prinsesse Matilde. Han er desperat, fordi hans landsmænd foragter ham for det, og han tør ikke fri til hende. Tell forsøger at vinde ham over for den schweiziske sag og erfarer hans oprigtige begejstring, men Arnold er splittet af sin kærlighed til Matilde og fædrelandet. Arnoldo mødes i hemmelighed med Matilde. Han er desperat, for klasseforskellen står mellem de to. Matilde kan overbevise ham om, at han ved at få succes på den europæiske slagmark kan opnå retten til at gifte sig med hende. Da de aftaler at mødes den følgende dag, hører de Tell og Fuerst nærme sig. Matilde forsvinder hurtigt, men Tell lægger mærke til skyggen af personen, hvilket vækker hans mistanke. Arnold bekender sin kærlighed til Matilde og fortæller dem, at han vil kæmpe for Habsburgs flag i fremmede lande. De to meddeler den frygtelige nyhed, at Arnolds far er blevet dræbt af undertrykkerne. Arnold er knust, og sammen sværger de at tage kampen op mod habsburgerne. Matilde og Arnold mødes næste morgen ved et fjerntliggende kapel. Arnoldo forklarer hende, at hans ære krævede, at han skulle kæmpe for sit fædreland. Matilde er forfærdet og erfarer, at Gessler har fået Arnolds far dræbt, og at hendes drøm om at gifte sig med Arnold ikke vil gå i opfyldelse. I mellemtiden er Tell blevet arresteret og dømt til døden, fordi han nægtede at anerkende Gesslers styre. Arnold befinder sig i sin fars hytte. Han mindes ham og tager afsked med stedet fra sin barndom. Han er klar til at dø for den schweiziske sag.< /blockquote>
 

Arnoldos lyriske arie i kombination med den efterfølgende cabaletta er et af de vanskeligste tenorstykker i operarepertoiret. Inden vi beskæftiger os med arien i detaljer, er det værd at se på denne operas enestående historiske betydning for udviklingen af tenorrepertoiret.

Den berømte “do in petto” – fødslen af den heroiske tenor

Rollen som Arnold er uden tvivl en af de vanskeligste tenorroller på operarepertoiret. Den operafolkede forfatter James Joyce bemærkede engang: “Jeg gennemgik partituret til Guillaume Tell og opdagede, at tenoren synger 456 g’er, 93 a’er, 92 as’er, 54 b’er, 15 b’er, 19 c’er og to skarpe c’er.”

Den første forestilling blev afholdt af Adolphe Nourrit. Han var sin tids førende tenor og ubestrideligt en stor sanger. Han havde problemer med denne rolle, og fra den tredje opførelse siges han at have udeladt arien “Asile héréditaire” (“O muto asil”) og den efterfølgende Caballetta. Otte år senere sang hans rival Gilbert Duprez som Arnold det første dokumenterede høje C fra den fulde bryststemme (“do in petto”) i stedet for falsetstemmen. Rossini var chokeret og frastødt. Han sammenlignede tonen “med skriget fra en kapon, hvis hals er skåret over”.

Efter denne begivenhed var intet mere som før, publikum var begejstret, og den følgende generation af komponister vendte op og ned på den fremherskende sangstil, den heroiske tenor med den skingre stemme var født. Selv Nourrit tog til Italien for at lære den nye stil. Da hans kone besøgte ham i Italien, konstaterede hun, at han havde ødelagt sin stemme.

 

 

 

Rossini skrev arien til den franske Grand Opéra. Den italienske version synges lige så ofte, så der findes to sprogligt forskellige versioner af denne opera. Derfor finder du lydeksempler med to forskellige tekstvarianter.

 

Arien begynder med et kort hornmotiv, som repræsenterer mindet om Arnolds ungdom.

 

Allerede få takter efter tenorens indtræden skal han synge et udsat B-dur med endnu et to takter senere.

 

Rossini komponerer afskedssmerten med en gentagen forøgelse af sætningen “J’appelle en vain”.

 

Arien slutter med et højt C.

 

Arien fortsætter med den berygtede caballetta “Amis, amis, secondez ma vengeance” (Corriam! Voliam! S’affretti lo scempio), som er spækket med yderligere 6 høje C’er, hvoraf nogle skal holdes over halvanden takt for at udtrykke Arnoldos ekstase.

 

 

Arien – teksten til ASILE HEREDITAIRE (O MUTO ASIL DEL PIANTO)< /strong>

 

 
Asile héréditaire,
Où mes yeux s’ouvrirent au jour,
Her encor, ton abri tutélaire
Offrait un père à mon amour.

J’appelle en vain, douleur amère!…
J’appelle, il n’entend plus ma voix!
Murs chéris qu’habitait mon père,
Je viens vous voir pour la dernière fois!

Amis, amis, secondz ma vengeance.
Si notre chef est dans les fers,
C’est à nous qu’appartient sa défense ;
D’Altdorf les chemins sont ouverts.
D’Altdorf les chemins sont ouverts.
Suivez moi ! suivez moi !
af et perfidt monstrum
Trompons l’espérance homicide,
Trompons l’espérance homicide ;
Arrachons Guillaume à ses coups !
Arrachons Guillaume à ses coups !

 

 
O muto asil del pianto
Dov’io sortiva il dì:
Ieri felice… ahi, quanto!
Oggi fatal così!

Invano il padre io chiamo:
Egli non m’ode più.
Fuggir quel tetto io bramo
Che caro un dì mi fu.

Corriam, voliam, s’affretti
Lo scempio di quel vile
Che su noi trionfò.
Sì, vendetta dell’empio facciamo:
Il sentiero additarvi saprò.

Ah! venite; delusa la speme
Renderem di chi vili ne brama.
Gloria, onore, vendetta ci chiama,
E Guglielmo per noi non morrà.< /blockquote>
 

 
Forfædres hjem
hvor mine øjne åbnede sig for dagens lys,
elskede vægge, som min far boede inden for,
Jeg kommer for at se dig for sidste gang!

Venner, venner, hjælp mig med min hævn.
Hvis vores leder er i lænker
det er os, der har ansvaret for hans forsvar;
vejene til Altdorf er åbne,
vejene til Altdorf er åbne.
Følg mig! Følg mig!
Lad os snyde det morderiske håb
af et forræderisk uhyre,
lad os snyde hans morderiske håb;
lad os vriste William fra hans slag!< /blockquote>
 

 

 

Kendte fortolkninger af ASILE HEREDITAIRE (O MUTO ASIL DEL PIANTO)< /strong>

Som allerede nævnt er Arnoldos rolle utrolig svær at udfylde. Mens to fremragende sangere, Gedda og Kraus, i 50’erne og 60’erne mestrede rollen, blev det stille i fyrre (!) år. Efter 2010 ændrede billedet sig igen, og i løbet af få år debuterede Juan Diego Florez, Michael Spyres, Bryn Hymel og John Ossborn i denne rolle og mestrede denne morderiske rolle med bravur.

 

Gedda siges at have sagt, at det var hans største fejltagelse at synge Arnoldo i sin karriere. Hans stemme havde højden og var farvestrålende og nuanceret selv i de øverste registre.

O muto asil del pianto (1) – Gedda

 

Til sammenligning hører vi Pavarotti’s fortolkning. Den er mere dramatisk tegnet end Gedda’s mere lyriske fortolkning. Højderne er lidt mere tvungne, Pavarotti viste et stort hjerte for at påtage sig denne rolle. Men han undlod bevidst at synge rollen på scenen, fordi han vidste, at hans stemme ville tage skade, hvis han skulle synge den i et par dages intervaller efter hinanden.

O muto asil del pianto (2) – Pavarotti

 

Alfredo Kraus, den fænomenale “Tenore di grazia”, synger smukke ædle linjer. Vi hører Cavatinaen (fra 1:30). Som et ekstranummer synger han endda et Es til sidst (4:48).

O muto asil del pianto (3) – Kraus

 

Bryn Himmels stemme er ikke kun kraftfuld, men også blød. Hør et imponerende langt afsluttende C af den amerikanske tenor. Arien begynder fra 3.10.

Asile héréditaire (4) – Hymel

 

Den næste optagelse stammer fra 1904 og blev sunget af Francesco Tamagno, premierens Othello, som Verdi personligt havde valgt til denne krævende rolle. I sin fortolkning kritiserede Toscanini dens særpræg, men i Cabballetta hørte han “koret af sølvtrompeter”, og det høje C slog ham bogstaveligt talt ihjel.

Kesting (“De store sangere”): “I stretta, der sandsynligvis er transponeret med en halv tone, synger tenoren de delikate G’er og A’er umiddelbart over registerskiftet med en ubeskrivelig rigdom og intensitet, og hans toptoner, der holdes ubesværet, trodser enhver beskrivelse.

O muto asil del pianto (5) – Tamagno

 

Endelig hører vi en ekstatisk version af den amerikanske tenor Michael Spyre, hvis stemme synger de høje C’er glimrende, tilsyneladende uden at blive træt, og som alligevel har souplesse i vibratoen i den første lyriske del.

Asile héréditaire (6) – Spyres

 

Den amerikanske tenor Osborns stemme er mere lyrisk end hans landsmand Spyres’ og er kendetegnet ved sit stærke vibrato.

Asile héréditaire (7) – Osborn

 

 

Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide til arien “ASILE HEREDITAIRE (O MUTO ASIL DEL PIANTO)” fra operaen “Guillaume Tell” af Gioacchino Rossini.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *