CHE GELIDA MANINA – en aria fra operaen La Bohème

Portræt af Puccinis arie CHE GELIDA MANINA

Læs interessante fakta og hør gode YouTube-videoer om den berømte aria “Che gelida manina”.

Hvis du vil høre mere om operaen La Boheme, kan du klikke på linket til operaens portræt

Aria – Synopsis og baggrund

Synopsis: Filosoffen Colline kommer hjem. Han er i dårligt humør, fordi han ikke kunne sælge noget i pantelåneriet, fordi det var lukket juleaften. Kun musikeren Schaunard kunne tjene noget og har vin, brænde og nogle penge med. Så de beslutter sig for at tilbringe juleaften på Café Momus. De bliver afbrudt af deres udlejer Benoit, der opkræver den forfaldne husleje, der for længst er forfalden. De slipper af med ham og går på caféen. Rodolfo er den eneste, der er tilbage, da han stadig skal færdiggøre en artikel. Det banker på døren. Det er Mimi, syersken fra naboens lejlighed. Hun beder om ild til det slukkede stearinlys. Mimi føler sig svag, og Rodolfo tager sig af hende. De to taler om deres liv og deres drømme. Rodolfo begynder og fortæller om sig selv, digteren, drømmemillionæren.< /blockquote>
 

Den berømte aria “che gelida manina” begynder pianissimo og dolcissimo, og første del slutter med et smukt rallentando, hvor Rodolfo peger på den smukke måne, der romantisk skinner ind i rummet (e qui la luna). Rodolfo præsenterer sig selv med et udtryksfuldt “Chi son”, hvor han beskriver sig selv som digter og fattig kunstner. I tredje del fortæller han om sine drømme, som kulminerer herligt i ordet “millionaria”. I fjerde del synger han om Mimi, som han lige har mødt. Den berømte slutsekvens med det høje C (Ma il furto non m’accora, poiché, poichè, poichè v’ha preso stanza, la speranza) er uendeligt romantisk.

Arien – teksten til che gelida manina

 
Che gelida manina, se la lasci lasci riscaldar…
Cercar che giova? Al buio non si trova.
Ma per fortuna, è una notte di luna,
e qui la luna… l’abbiamo vicina.

Aspetti, signorina,
le dirò con due parole:
chi son? chi son!…. e che faccio…
komme vivo?… Vuole?
Chi så? Sono um poeta.
Chi cosa faccio? Scrivo.
E come vivo? Vivo.

In porvetà mia lieta,
scialo da gran signore…
rime ed inni d’amore.
Per sogni e per chimere…
e per castelli in aria!
L’anima ho milionaria.
Talor dal mio forziere…

ruban tutti i gioelli
due ladri: gli occhi belli.
V’entrar com voi pur ora,
ed i miei sogni usati
e i bei sogni miei tosto si dileguar!
Ma il furto non m’accora,
poichè v’ha preso stanza… la speranza!

Or che mi conoscete, parlate voi deh! parlate…
Chi siete?
Vi har brug for dig?< /blockquote>
 

Hvor en frossen lille hånd,
Lad mig varme den for dig.
Hvad nytter det at kigge?
Vi finder den ikke i mørket.
Men heldigvis
det er en måneklar nat,
og månen
er i nærheden af os her.< /p>

Vent, mademoiselle,
Jeg vil fortælle dig det med to ord,
hvem jeg er, og hvad jeg laver,
og hvordan jeg lever. Må jeg?
Hvem er jeg? Jeg er digter.
Hvad skal jeg gøre? Jeg skriver.< /p>

Og hvordan lever jeg så? Jeg lever.
I min ubekymrede fattigdom
Jeg spilder rim
og kærlighedssange som en herre.< /p>

Når det drejer sig om drømme og syner
og luftkasteller i luften,
Jeg har en millionærs sjæl.
Fra tid til anden to tyveknægte
stjæle alle juvelerne
ud af mit pengeskab, to smukke øjne.
De kom ind sammen med dig lige nu,
og mine sædvanlige drømme
mine dejlige drømme,
smeltede med det samme ud i den blå luft!< /p>
Men tyveriet gør mig ikke vred,
for deres plads er blevet
taget af håb!
Nu hvor du ved alt om mig,
du fortæller mig, hvem du er.
Vær venlig at gøre det!< /blockquote>

Kendte fortolkninger af Che gelida manina

Vi begynder med Pavarotti. Mange eksperter anser Pavarotti for at være den bedste Rodolfo i indspilningshistorien. Med Kestings ord: “Dårligt udmærket, også og især skuespil, præsenterer Pavarotti sig selv som Rodolfo under Karajan. Det er et af de sjældne vokalportrætter, der gør figuren synlig. I ingen anden plade – bortset fra La fille du régiment – har han sunget mere frit og afslappet, i ingen med en rigere palet af farver.”

Che gelida manina (1) – Pavarotti/Karajan

Den næste Rodolfo er den store Jussi Björling. Igen med ord af Kesting: “Ingen anden sang musikken i første akt mere lysende og ømt, musikken i fjerde akt mere afdæmpet og elegant end svenskeren”.

Che gelida manina (2) – Björling/Beecham

Den næste optagelse er af Benjamino Gigli fra 30’erne. Han blev længe betragtet som Enrico Carusos efterfølger. Giglis stemme havde “det flydende metal såvel som den fløjlsagtige blødhed” (Fischer) eller “varme og glans” (Kesting). Gigli irriterede mange operaelskere med sine udflugter i den overfladiske underholdning og blev lejlighedsvis fordømt som en “Schmalztenor”, en dom han delte med Richard Tauber, en anden stor tenor i det 20. århundrede. Det er uomtvisteligt, hvordan Gigli var i stand til at gengive følelser med sin stemme (dette er især tydeligt i første del), mens de højeste toner (som hos Caruso) ikke var tenorens overbevisende styrke. Men til sidst hører man en smuk diminuendo.

Che gelida manina (3) – Gigli

Du kan høre en fjerde version af Jonas Kaufmann.

Che gelida manina (4) – Kaufmann

Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide til CHE GELIDA MANINA fra operaen La Bohème