Online-operaguide om Verdis aria SEMPRE LIBERA
Læs interessante fakta og hør gode Youtube-videoer om den berømte aria “SEMPRE LIBERA” og “AH FORS È LUI”.
Hvis du vil høre mere om operaen La Traviata, så klik på linket til operaens portræt
Ariaen – synopsis og baggrund
Synopsis: Alfredo befinder sig i Violettas salon. Han tilstår hende, at han har elsket hende i hemmelighed i nogen tid. Violetta, den parisiske kurtisane og selskabsdame, føler sig tiltrukket af Alfredo og føler for første gang i sit liv et behov for kærlighed, men hun kender også til sin alvorlige sygdom. I denne passage er hun splittet mellem en spirende kærlighed (ah fors è lui) og et ubundet liv (sempre libera).
Denne aria er den længste af sin slags, som Verdi har skrevet. Den varer over 10 minutter (inklusive recitativer) og kræver, at sangeren har de højeste stemmemæssige evner samt stor udholdenhed.
Denne scene med Violetta består af to dele: den begynder med et eftertænksomt “ah fors è lui”, et lyrisk stykke, som skal synges med smuk klangkvalitet og farver.
Den efterfølges af “Sempre libera”, som kræver en koloratursopranens evner med mange virtuose løb og høje toner. Ud over disse vokale evner skal sangeren give rollen en enorm dramatisk fremdrift, som skal formidle til lytteren Violettas følelsesmæssige nødtilstand, der er splittet mellem kærlighed, tragedie (sygdom) og livsglæde, der fører til en ekstatisk stretta, som afslutter dette fantastiske stykke.
Ah fors è lui
Arien begynder med et spørgende motiv i hornene. “A fors è lui” er skrevet i mol, hvilket afspejler Violettas desperate håb. Den begynder i p og dolcissimo:
For Violetta er det en skrøbelig drøm, som hun skal synge om så nænsomt, at den ikke brister. Med omtalen af Alfredo (lui, che modesto) bliver stemmen fastere og går over i den følelsesladede cantilena “ah quel amor”, som er vævet ind i en øm, prikket melodi fra fløjten. Efter en gentagelse afslutter Violetta denne første del med en kort kadence.
Sempre libera
Pludselig river Verdi Violetta ud af sin drøm, og hun råber “Follie”. Bitterhed er i hendes stemme. Koloraturerne i “Vortici” og “Perir” udtrykker den smerte, hun føler. Den efterfølgende koloraturkæde på “Gioir” svinger sig op til det høje D-dur og fører derefter ind i allegro brillante i arien “Sempre libera”. Musikken skifter til salonstemning med orkestrets berusende valserytme. De mange koloraturer er vanskelige og skal synges elegant og let. En virtuos kadence fører til recapitulationen af “sempre libera”. Kaskader af høje toner med mange C og D følger og fører ind i en extatisk stretta (il mio pensier), der består af hurtige løb med virtuose ornamenter som grace notes og triller:
Arien – teksten til SEMPRE LIBERA
È strano! è strano! in core
Scolpiti ho quegli accenti!
Sarìa per me sventura un serio amore?
Che risolvi, o turbata anima mia?
Null’uomo ancora t’accendeva O gioia
Ch’io non conobbi, essere amata amando!
E sdegnarla poss’io
Per l’aride follie del viver mio?
Ah, fors’è lui che l’anima
Solinga ne’ tumulti
Godea sovente pingere
De’ suoi colori occulti!
Lui che modesto e vigile
All’egre soglie ascese,
E nuova febbre accese,
Destandomi all’amor.
A quell’amor ch’è palpito
Dell’universo intero,
Misterioso, altero,
Croce e delizia al cor.
A me fanciulla, un candido
E trepido ønske
Questi effigiò dolcissimo
Signor dell’avvenire,
Quando ne’ cieli il raggio
Di sua beltà vedea,
E tutta me pascea
Di quel divino error.
Sentìa che amore è palpito
Dell’universo intero,
Misterioso, altero,
Croce e delizia al cor!
Follie! follie delirio delirio vano è questo!
Povera donna, sola
Abbandonata in questo
Popoloso deserto
Che appellano Parigi,
Che spero or più?
Che far degg’io!
Gioire,
Di voluttà nei vortici perire.
Sempre libera degg’io
Folleggiar di gioia in gioia,
Vo’ che scorra il viver mio
Pei sentieri del piacer,
Nasca il giorno, o il giorno muoia,
Sempre lieta ne’ ritrovi
A diletti sempre nuovi
Dee volare il mio pensier.
Hvor er det dog mærkeligt … hvor er det mærkeligt!
Disse ord er indgraveret i mit hjerte!
Ville en ægte kærlighed bringe mig ulykke?
Hvad mener du, o min bekymrede ånd?
Ingen har før antændt en flamme som denne.
Åh, glæde …
Jeg vidste ikke …
At elske og at blive elsket!
Kan jeg foragte dette
For et liv i steril nydelse?
Var dette manden mit hjerte,
Alene i mængden,
Har mange gange været glad for at male
I vage, mystiske farver?
Denne mand, så opmærksom og alligevel tilbagetrukket,
Hvem hjemsøgte min syge seng?
Og vendte min feber
Ind i kærlighedens brændende flamme!
Den kærlighed,
Hele verdens puls,
Mystisk, uopnåelig,
Mit hjertes pine og glæde.
Det er vanvittigt! Det er tomt delirium!
En fattig, ensom kvinde
Forladt i denne myldrende ørken
De ringer til Paris!
Hvad kan jeg håbe? Hvad skal jeg gøre?
Jeg har det godt! Kast dig ud i hvirvelstrømmen
Af fornøjelse og drukne der!
Jeg har det godt!
Fri og formålsløs må jeg flyve
Fra nydelse til nydelse,
Skumning af overfladen
På livets primulavej.
Som hver dag gryr,
Som hver dag dør,
Glad vender jeg mig til de nye glæder
Som får min ånd til at svæve.
Skrevet for en “dramatisk koloratur-sopran”
Rollen som Violetta er skrevet til en dramatisk koloratursopran. Den dramatiske koloratursopran skal både have koloraturegenskaber og evnen til at beherske dramatisk udtryk med en større vokalvolumen. Hvis denne stemme også kan synge lyriske partier, så kan det ske, at den “dramatiske koloratursopran” kan synge et bredt repertoire.
Kendte fortolkninger af SEMPRE LIBERA
Du vil høre den første version fra Maria Callas. Hun var en af de største fortolkere af Violetta. Med sine enorme stemmemæssige evner kunne hun fange både i koloraturpartiet og i det dramatiske område. Især hendes Lissabon Traviata blev en legende. Læs mere om det i guiden om denne opera.
Sempre libera (1) – Callas
Den næste optagelse er af Magda Olivero (1910-2014). Hun havde en glødende skare af tilhængere, der forgudede hende. Hendes karriere varede længe, f.eks. sang hun sin debut på Met Operaen med 65 (!) år i rollen som Tosca. Hør det gribende rolleportræt og hendes virtuose fortolkning.
Sempre libera (2) – Olivero
Dernæst er der en vidunderlig “Sempre libera” af Angela Gheorghiu i en optagelse fra 1995. Fødslen af den samlede optagelse af Traviata har noget magisk over sig. Den afgørende begivenhed var hendes møde med Georg Solti. Solti ønskede at producere sin første Traviata i en alder af 84 år med friske kunstnere og mødte Angela Gheorghiu. Ved en høring overbeviste hun ham med det samme, han var begejstret. Åbningsaftenen var en triumf, og resten er en legende:
Sempre libera (3) – Gheorghiu / Solti
Dernæst hører du Diana Damrau. I lang tid var tyskeren forbundet med rollen som nattens dronning. Hendes store koloraturegenskaber og den ubesværede beherskelse af de høje toner gjorde det muligt for hende at synge denne ekstremt vanskelige Mozart-arie med glans. Hør hende i Sempre libera.
Sempre libera (4) – Damrau
I uddragene til “Sempre libera” finder du nu fire historiske lyddokumenter, hver med “Assolutas”. Et med den berømte Nellie Melba, en af de største sopranstemmer, der nogensinde er blevet indspillet. Hør optagelsen fra 1906 af “Ah, forse lui…sempre libera”. Kesting: “Den deklamatoriske patos i begyndelsen kunne næppe være blevet udtrykt mere indtrængende med rent vokale midler.”
Ah, fors’è lui…sempre libera (5) – Melba
En anden med Rosa Ponselle, som sammen med Nellie Melba måske er den største af de italienske discipliner i den “gyldne æra”. Endnu i dag synger sopranerne Melbas kadence af Lucias vanvidsarie (lyt til min blog om Lucia di Lammermoor, anden del). Men lad os komme til Traviata med Kesting: ord: “… og alligevel er det den mest spændende Violetta af alle de samlede indspilninger (kun når jeg hører Callas, vil jeg glemme det). Den utroligt spørgende tone i “è strano” er alene frembragt af den iriserende klang. Den udtryksfulde accentuering af “Ah, fors’ è lui” er uforglemmelig. Hvilke buer og hvilken lydudvikling med “ah! Quell’amore”! Hvilken opmuntrende kærlighedsvanvid i “follie”-råbene.” Hør Rosa Ponselle.
Ah, fors’è lui…sempre libera (6) – Ponselle
I nummer tre hører du Lilli Lehman. Hun blev født i 1848, og hendes kunst er dybt forankret i det 19. århundrede, f.eks. sang hun ved premieren på Bayreuth-festivalen, som Richard Wagner personligt instruerede. Hun er den eneste sangerinde fra den første Wagner-generation, som der findes optagelser fra, hun blev således “stilistisk indflydelsesrig for en generation” (Fischer). Lili Lehmanns repertoire var meget stort. “Der findes to optagelserier af hende fra årene 1905 og 1906, hvor hun allerede nærmede sig sin 60-års fødselsdag, som kan give et indtryk af denne store sangerpersonlighed. (Fischer, grosse Stimmen), hvoraf “den klaverakkompagnerede indspilning af “Fors è lui” hører til de store Lehmann-plader” (Kesting).
Ah, fors’è lui…sempre libera (7) – Lehmann (Lili)
Licia Albanese synger sempre libera i et højt tempo og med masser af ild. Arien spilles under ledelse af Toscanini. Toscanini (1867-1957) kendte Verdi personligt. “Da Toscanini allerede i en ung alder var en respekteret kapelmester, vendte Toscanini midlertidigt tilbage til sin stol i cellosektionen på Scala og deltog som cellist i premieren på Verdis Otello (La Scala, Milano, 1887) under ledelse af komponisten. Verdi, der normalt klagede over, at dirigenterne aldrig virkede interesserede i at dirigere hans partiturer på den måde, som han havde skrevet dem, var imponeret af rapporter fra Arrigo Boito om “Toscaninis evne til at fortolke hans partiturer.” (kilde: Wikipedia) Toscanini var berømt for den troskab mod værkerne, som han anvendte på dem.
Sempre libera (8) – Albanese
Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide til arien “SEMPRE LIBERA” fra operaen La Traviata.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!