Online operaguide og synopsis til Giacomo Puccinis Gianni Schicchi
“Ud fra et musikalsk synspunkt er Gianni Schicchi Puccinis mest geniale og vittige partitur. Men det er ikke det hele: Som teaterværk hører “Gianni Schicchi” til blandt de mest fuldkomne værker i den italienske operahistorie. Libretto, komposition og komedie danner en perfekt enhed. Gianni Schicchi er en juvel i operalitteraturen er på højdepunktet af Puccinis kompositoriske kreativitet.” (Uecker, Puccinis operaer)
Oversigt og hurtig adgang
Indhold
♪ Synopsis
♪ Akt I
Højdepunkter
Roles and Synopsis
Premiere
New York 1918
Libretto
Giovacchino Forzano, baseret på Dante Alighieris Den guddommelige komedie.
Hovedrollerne
Gianni Schicchi, migrantbonde - Lauretta, hans datter - Rinuccio, Laurettas elsker, nevø til Buoso Donati - Zita, tante til Rinuccio, kusine til Buoso Donati - Ser Amantio, notar til Buoso Donati
Indspilningsanbefaling
CBS med Tito Gobbi, Placido Domingo og Ileana Cotrubas bliver dirigeret af Lorin Maazel og London Symphony Orchestra.
Kommentar
En del af en triptychon
Sammen med enakterne “Suor Angelica” og “Il Tabarro” har Puccini med “Gianni Schicchi” skabt en såkaldt tryptich, tre operaer, der tilsammen tilbyder et fyldigt program som enaktere. “Gianni Schicchi” var fra starten det mest populære af de tre værker. Mens dette stykke har fundet vej ind på operahusenes repertoire, kan det samme ikke siges om de to andre, med det resultat, at tryptichen som helhed sjældent opføres.
Librettoen
Kernen i historien om “Gianni Schicchi” stammer fra den berømte Divina Commedia af Dante Alighieri. Historien om Gianni Schicchi har en sand kerne. Dantes kone Gemma siges at have været en født Donati og fortalte sin mand om sin oplevelse. Og han citerede denne historie i et par vers i sin Divina Commedia. Hans kone var et offer, hvilket var grunden til, at Dante tildelte Gianni Schicchi pladsen i helvede i sin Divina Commedia (citeret i den 30. sang i Inferno).
Puccini valgte Forzano som librettist til Gianni Schicchi. Hans manuskript er mesterligt, og Puccini var i stand til at sætte librettoen i musik næsten en til en. “Hvad Puccini præsenterede var en musikalsk komedie, hvis makabre kynisme er uden sidestykke i operalitteraturen. Scenerne kredser i en scenisk hvirvelvind, som til sidst eskalerer til en sand komedietornado”. (Ücker, Puccinis operaer).
Forzano havde en revolutionær åre. Ud over sin begejstring for den franske revolution engagerede forfatteren og sangeren sig også i fascismen og blev en af bevægelsens kunstneriske galionsfigurer, og han var personlig ven af “Duce” Benito Mussolini. I Forzanos Gianni Schicchi er der en revolutionær, der som en del af “gente nuova” (det nye menneske) kæmper mod de etablerede institutioner (stat, kirke, familier).
En ægte musikalsk komedie
Enhver skuespiller ved, at komedier er vanskeligere at spille end tragedier. I dette stykke skal hver rolle spilles perfekt, der kræves en ægte ensemblepræstation. Hver situation skal bringe et smil frem hos publikum. Handlingen, der følger, er koncentreret på tres minutter og foregår i et betagende tempo, hvilket har givet enakten ry for at være “som en presto-sats i en symfoni”. Kun Laurettas “O mio babbino” i midten af operaen er et lyrisk hvilepunkt i værket.
Musikalsk arbejder Puccini også med tilbagevendende korte motiver, som citeres igen og igen. Desuden leger Puccini bevidst med dur og mol. Mens de passager, der synges af de udenforstående (Schicchi, Lauretta, Rinuccio), stort set er skrevet i dur, synger familiemedlemmerne overvejende i mol, hvormed Puccini ønskede at afsløre deres hykleri.
Premiere
Premieren fandt sted i 1918 i New York. På grund af den store afstand deltog Puccini ikke i opførelsen, men koncentrerede sig om den europæiske premiere i Rom den følgende måned og om den første opførelse i London. Ved alle forestillingerne blev “Gianni Schicchi” hyldet, mens “Il Tabarro” og “Suor Angelica” fik en reserveret modtagelse. Efterfølgende gik Puccini af kunstneriske grunde stærkt ind for, at triptykken kun skulle opføres som en helhed på teatrene, men han kunne ikke forhindre, at Gianni Schicchi snart blev opført i kombination med andre værker.
GIANNI SCHICCHI ACT I
Den første del – Buosos testamente
Synopsis: 1299 i Firenze. Mange mennesker har samlet sig i soveværelserne Buoso Donatis hus. De er hans slægtninge, der i hyklerisk sympati sørger over den afdøde Buoso, der stadig ligger død i sin seng. Alle har et øje på den anden, og snart spredes der rygter om, at Buoso har testamenteret hele sin formue til klosteret. Alle ser spørgende på Simone, der engang var borgmester i Podesta. Han siger, at hvis testamentet er i hænderne på en notar, kan der ikke gøres noget. Men … hvis det stadig er i huset, er der måske et smuthul.
Enhver skuespiller ved, at komedier er sværere at spille end tragedier. I dette stykke skal hver rolle være perfekt spillet, der kræves en rigtig ensemblepræstation. Hver situation skal få publikum til at smile. Det følgende plot er kondenseret på tres minutter og skrevet i et betagende tempo.
Puccini begynder med korte indledende akkorder. Tæppet går op, og vi hører de pårørendes sorgmotiv, som ofte citeres i løbet af operaen:
Temaet svæver mellem dur og mol og afslører de pårørendes hykleri med musikalske midler. Vi er forbavsede over at konstatere, at vi her møder en forvandlet Puccini. Det er ikke længere ariernes og melodiernes Puccini, men den filigranistiske karaktertegner og dygtige komiker.
Synopsis: Alle leder febrilsk efter dokumentet. Rinuccio finder det endelig. Han håber, at hans onkel har testamenteret noget til ham. Arven ville give ham mulighed for at gifte sig med sin elskede Lauretta, datter af Gianni Schicchi. Alle ønsker at rive testamentet ud af Rinuccios hænder. Til sidst giver han dokumentet til Zita, hans tante, som åbner det. Da hun opdager, at Buoso har testamenteret alle de værdifulde ejendele til klosteret, er der stor bestyrtelse blandt de pårørende. Nu er tårerne oprigtige. Alle er i vildrede over, hvad de skal gøre. Rinuccio foreslår at søge råd hos Gianni Schicchi, kun han kan redde dem. Alle er forargede og ønsker ikke at have noget med landkrabben og nyankomne at gøre. Rinuccio sender i al hemmelighed Gherardino til Gianni Schichi for at hente ham.
Del 1 (00:00 – 15.13) – Pappano ROH
Rinuccios arie på Gianni Schicchi
Synopsis: Rinuccio holder en flammende tale for Gianni Schicchi. Ja, han er en udadvendt og han er snu, men kun han kan redde dem med sin snuhed.
Stykket i stil med en toscansk folkesang er krævende. Især anden del er skrevet i en høj tessitura og fører to gange til det høje B. Vi hører denne store tenorarie i to fortolkninger.
Domingo spiller vidunderligt med ordene har en ungdommelig dynamik og alligevel en varme i stemmen.
Avete torto … Firenze e come un albero fiorito (1) – Domingo/Maazel
De lyriske operaer var Di Stefanos område. Han synger de høje dele af denne arie vidunderligt, og det afsluttende B er smukt og imponerende.
Avete torto … Firenze e come un albero fiorito (2) – di Stefano
Gianni Schicchi optræder og bliver afvist
Synopsis: Gianni Schicchi træder ind i huset ledsaget af sin datter Lauretta. Han fatter hurtigt situationen. Zita ønsker at jage ham og datteren væk. Schicchi har kun foragt for disse mennesker og vil gå, dybt fornærmet. Lauretta og Rinuccio er desperate og ser deres bryllup smelte væk.
Dante havde en aversion mod de nyankomne, han citerer i sin Divina Commedia, at man måtte udholde bønderne i Firenze, hvis stank han ikke kunne udholde, og som kun var ude på svindel. Rinuccios sang svarer således ikke til digterens ånd, men udspringer af et opportunistisk ønske om at gifte sig med Rinuccios Lauretta.
Del 2 (18:37 – 22:03) – Pappano / ROH
Laurettas knæler for sin far – “O mio babbino caro”
Synopsis: Rinuccio appellerer til sine slægtninge om at stole på Schicchi, og Lauretta beder sin far om at blive, ellers vil hun ikke længere leve og vil kaste sig i floden Arno.
Denne aria er det eneste lukkede stykke i denne opera. Det er et vendepunkt fra nu af begynder bedraget at køre.
Arien er meget enkel, men fortjener absolut at blive berømt. I begyndelsen af denne arie noterer Puccini udtryksmærket “ingenuo”, som betyder naiv, tillidsfuld. Arien skal synges fra hjertet uden kunstig patos. Selvfølgelig ligger der også en portion snuhed bag, for den unge kvinde forstår at bløde sin fars hjerte op.
Der findes dusinvis af fortolkninger af denne arie. Det er svært at vælge den bedste. Caballés fortolkning er berømt og måske den smukkeste. De høje toner flyder betagende, stemningen er næsten æterisk.
O mio babbino caro – Caballé
Elisabeth Schwarzkopf’s fortolkning er rørende. Den mest intime af indspilningerne.
O mio babbino caro – Schwarzkopf
Schicchi’s snedige idé
Synopsis: Schicchis fars hjerte smelter, og han begynder at læse testamentet. Alle stirrer tryllebundet på ham. Ingen chance, siger han. Absolut ingen chance. Mens han fortsætter med at læse, kommer en idé til ham. Han sender sin datter væk for at beskytte hende, hun må ikke få kendskab til de følgende intriger. Han spørger, om der ikke er andre, der ved noget om Buosos død. Alle benægter det. Han giver ordre til at rydde op i huset og skjule liget. Pludselig banker det på. Lægen Spineloccio står ved døren. Schicchi giver ordre til at slippe af med lægen med den begrundelse, at Buoso har det bedre, og at han vil hvile sig. Men lægen vil se patienten, og Schicchi råber med forvrænget stemme fra det næste værelse, at han allerede har det bedre og er ved at falde i søvn, lægen skal komme tilbage om aftenen. Spinelloccio roser videnskabens fremskridt og går. Schicchi triumferer. Stemmeimitationen var perfekt.
Ingen forstår det.
Schicchi forklarer planen: han vil selv gå i seng og spille Buoso. Og så lader han notaren komme og tilpasse testamentet. Alle roser Schicchi for hans snilde. Spørgsmålet om fordelingen af arven opstår. Et stort skænderi bryder ud om Signas møller. Det aftales, at Schicchi skal fordele arven retfærdigt mellem de tilstedeværende personer under notarens besøg. Tre kvinder klæder sig på til sengen, og hver af slægtningene forsøger at bestikke Schicchi med et par fiorini, så han vil give dem en pæn arv. Inden notaren kommer, taler Gianni Schicchi et advarende ord til alle. I loven står der nemlig skrevet, at der er en hård straf for at forfalske testamentet: tab af den højre hånd og forvisning fra Firenze. Notaren dukker op med vidner. Schicchi går hurtigt i seng, og lyset dæmpes. Han råber til notaren, at hans hånd er lammet, og at han ikke kan skrive, så han har tilkaldt notaren.
Efter notarens indledende ord dikterer han testamentet. Klostret modtager 5 lire. Da notaren siger, at det er meget lidt, siger Schicchi blot, at det ellers ville se ud som om, at han havde dårlig samvittighed, da pengene var blevet stjålet. Alle bifalder dette hyklerisk. Han fortsætter. Han fordeler kontanterne og de mindre varer ligeligt blandt de pårørende. Alle takker ham venligt. Da det drejer sig om de 3 store varer, testamenterer han dem … til sin gode og trofaste ven Gianni Schicchi. Dette skaber stor uro. Schicchi siger farvel til notaren og jager de pårørende ud af huset. Rinuccio og Lauretta ligger i hinandens arme, og Schicchi ser tilfreds på de lykkelige elskende og bønfalder tilskueren om formildende omstændigheder for hans djævelskab.
Den juridiske anvisning om at straffe testamentesfalskere eksisterede faktisk i Firenze. Puccini skrev på dette tidspunkt en scenisk instruktion om, at Schicchi skulle holde ærmet op uden en hånd. Abbate/Parker skriver kritisk i deres operaguide, at dette var dårlig smag fra Puccinis side: “Skrevet i Italien i 1918, efter flere års brutal krig med sårede soldater, ofte uden lemmer, som vendte tilbage til deres hjemby.
Gianni Schicchis snedige plan fungerer kun, fordi han gentagne gange spiller melodien “Addio Firenze”, som skal minde de pårørende om loven om hård straf. Interessant nok citerer Dante i det 25. vers i sin Divina Commedia en Buoso Donati, som havde skabt sin formue på en slyngelagtig måde og testamenterede den til kirken i håb om nåde. “Puccinis sympatier gælder hovedpersonen, selv om hans opførsel synes tvivlsom fra et moralsk synspunkt. I sidste ende er det ikke “det gode, der sejrer over det onde”, men “snuhed over dumhed”. (Csampai/Holland, operaguide). Derfor undskylder Gianni Schicchi til sidst til publikum og beder om formildende omstændigheder, hvis publikum i det mindste har moret sig.
Del 3 (24:10 – 55.13) – Pappano ROH
Indspilningsanbefaling af operaen GIANNI SCHICCHI
CBS med Tito Gobbi, Placido Domingo og Ileana Cotrubas under ledelse af Lorin Maazel og London Symphony Orchestra.
Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide til GIANNI SCHICCHI af Giacomo Puccini.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!