DI QUELLA PIRA – en arie fra operaen Il Trovatore

Læs interessante fakta og hør gode YouTube-videoer om den berømte aria “DI QUELLA PIRA”.

Hvis du vil høre mere om operaen Il Trovatore, så klik på linket til operaens portræt

Aria – Synopsis og baggrund

 
Synopsis: Luna angriber fæstningen Manrico. Manrico forsvarer den som leder. Manrico sværger evig tro til Leonora til døden. Manrico har al mulig grund til at være i raseri: hans mor Azucena er blevet taget til fange af Conte di Luna og taget som gidsel. Luna truer hende med døden på bålet. Manrico ønsker at befri Azucena og siger farvel til Leonora.< /blockquote>
 

Arien “di quella pira” danner sammen med “ah si ben mio” en “scena ed aria”. Dette er en kompositionskonvention fra den “Rossinske” Belcanto æra. Den beskriver meget skematisk en række arier i en rækkefølge. Rækkefølgen var: recitativ (tempo d’attacco), langsom aria (Cavatina, “Ah si ben mio”), recitativ (tempo di mezzo), hurtig aria (Cabaletta, “di quella pira” ).

Denne aria er en af de vigtigste for tenorer. Musikken er medrivende: den begynder i Allegro og bliver derefter fem gange forstærket med musikalske effekter. Først skal tenoren øge lydstyrken (Verdi skriver “con tutta forza” i “Col sangue vostro”), i midten øges tempoet (“piu vivo” i “morir”), dernæst kommer koret ind, så kommer tenoren med, og til sidst synger tenoren den højeste tone. Denne dramaturgi udløser en ekstatisk effekt på lytteren.

Ud over dette stilistiske element har arien to andre karakteristiske træk. Det ene er elementet med sekstendedelskvadetoner:

Tenoren skal synge dette element i hvert vers, hvilket giver ikke mindre end tretten gentagelser. Denne figur skal symbolisere ildens flimren: “Flammerne fra det frygtelige bål, som antændte og fortærede hele mit væsen”). Den skal lade bålets brænding passere foran lytterens indre øje. Dette element er lavet af halvtonintervaller og er ikke let at synge i Allegro.

Orkestrets akkompagnement har et markant fremadrettet fremstød, og rytmen minder om en polonaise. Den symboliserer den kamp, der skal udkæmpes, og den forstærkes af det indtrædende kor af krigere.

Det andet karakteristiske træk ved arien er det berømte høje C i slutningen. Det er interessant, at Verdi ikke komponerede et højt C på dette sted. En af de første tenorer i denne opera bad dog udtrykkeligt Verdi om lov. Verdi gav udtrykkeligt tilladelse hertil, forudsat at C’et blev sunget smukt. Så denne konvention har sejret, og de fleste lyttere kender arien præcis på denne måde, så hvis man fulgte det oprindelige partitur ville det skabe irritation, hvis ikke skuffelse, blandt publikum. Selv Toscanini, der forbød alle friheder, som sangerne tog sig i det 19. århundrede, accepterede konventionen.

I 2000, i forbindelse med fejringen af 100-året for Verdis død på operahuset “la scala” i Milano, beordrede Riccardo Muti tenoren til at synge denne arie i den originale version uden det høje C. Efter arien blev der buhet og buhet, og resultatet blev en teaterskandale, der rørte pressen og sindet i dagevis.

Arien – teksten til DI QUELLA PIRA

 
Di quella pira l’orrendo foco

Tutte le fibre m’arse avvampo…

Empi spegnetela, o ch’io tra poco

Col sangue vostro la spegner?….

Era gia figlio prima d’amarti

Non puo frenarmi il tuo martir.

Madre infelice, corro a salvarti,

O teco almeno corro a morir!< /blockquote>
 

Vocal Fach “Spinto Tenor”

Rollen som Manrico er skrevet til en spinto tenor (italiensk) henholdsvis ung heroisk tenor (tysk). Stemmen er stærk og maskulin. Den har en metallisk glans i de høje toner. Den fanger med sin ubesværede kraft i de højere tessituraer og har stadig smidighed. I det høje register kan Spinto tenoren begejstre publikum med toptoner.

Kendte fortolkninger af DI QUELLA PIRA

Jussi Björling er den tenor, der har optaget flest indspilninger af Trovatore. Han har lavet i alt seks indspilninger af denne opera. Til denne artikel har jeg valgt indspilningen fra 1952. På dagen for optagelsen skrev han til sin kone: “Jeg har aldrig sunget di quella pira så godt som i dag”.

Björlings melankolske klangfarve er i fuldt flor i passagen “Era gia figlio prima d’amarti Non puo frenarmi il tuo martir” (Dine pinsler stopper mig ikke Ulykkelig mor, jeg løber for at redde dig).

Også hans høje C er ekstraordinært. Hans ubesværede angreb på det høje C er uovertruffen.

Di quella pira (1) – Björling

Trovatore var en af Franco Corellis vigtigste roller. Kun få kan følge med italieneren i stemmekraft.

Di quella pira (2) – Corelli

I sin indspilning fra 1906 synger Enrico Caruso de sekstendedelskvadrupletter præcist og noget langsommere end andre tenorer. Arien er dog transponeret en halv tone ned, og den slutter ikke på C, men på Bb. Caruso havde en baritonfarvet stemme. Selv om han nåede det høje C, undgik han det også lejlighedsvis, når det ikke passede ham. Denne vane deler han med andre tenorer. (del Monaco, Domingo, Carreras, Tucker, Gigli, Pertile…).

Bemærk Carusos berømte gråd i “madre felice”, som han “gjorde et udtryksfuldt stykke ud af den martialske tenorfanfare” (Kesting).

Di quella pira (3) – Caruso

En smuk optagelse af Pavarotti fra 1968. Han synger et spektakulært højt C. I de senere år valgte han også lejlighedsvis Bb.

Di quella pira (4) – Pavarotti

På et tip i en kommentar på bloggen af Anton Honegger finder du den fantastiske version af Franco Bonisolli. Jeg kendte ikke den version. Stor opdagelse: en sand ridder af de høje C’er !

Di quella pira (5) – Bonisolli

Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide til arien “di quella pira” fra operaen Il trovatore.