WHEN I AM LAID IN EARTH – en arie fra “Dido and Aeneas”

Synopsis: Dido, dronning af Karthago, er blevet forelsket i Aeneas, prins af ærkefjenden fra Troja, som hendes tropper har reddet som skibbrudne fra havet. For at bringe de to fjendtlige riger sammen har Dido besluttet at gifte sig med Æneas, selv om hun stadig sørger over sin mand, som for nylig døde i det trojanske slag. Hun forelsker sig i Aeneas.

Men mørke kræfter af troldmænd og hekse modsætter sig denne forening. De får en ånd til at vise sig for Æneas, som i Jupiters navn beder ham om at sætte sejl og forlade Karthago. Æneas er sønderknust og forklarer missionen og sin beslutning til Dido med tungt hjerte. Da han forstår hendes smerte, beslutter han sig for ikke at følge ordren.

Men Dido er ikke længere interesseret. Alene det faktum, at Aeneas har tænkt på at forlade hende, er grund nok til at afbryde kærligheden.
Dido ønsker kun at dø. Hun vender sig til sin søster Belinda, men dør for sin egen hånd.

Dette stykke er en af de store arier i operalitteraturen, en lamento, et klassisk produkt af barokoperaen. Den er ualmindeligt effektivt skrevet og hører til den håndfuld barokke lamentos, der virkelig kan bevæge lytteren til tårer.

Purcell har skrevet dette stykke meget effektivt. Han begynder med et nedadgående kromatisk motiv i basakkompagnementet, der bliver til en dyb trist grundbas (basso ostinato) og et konstant gentaget motiv:

I slutningen af ostinato’en kommer Dido ind med sin klagesang:

Denne melodi fanger med mange fantastiske effekter. Særligt imponerende: I modsætning til ledsagestemmens nedadgående ostinato stræber Didos melodi opad med spring (og efterfølgende nedadgående toner) fra g’et ved “when” til e’et ved “no”, hvilket gør Didos disharmoni synlig. Den smukke appoggiatura på den første “laid” (en tilføjet dissonans, der er fremmed for melodien, og som opstår på den betonede del af takten og opløses på den næste tone) bidrager også til den dystre stemning. Vi finder en anden smuk effekt af stemmen i ovenstående nodeeksempel i den dystre tritone på “Trouble”

I anden del introducerer Purcell et andet element i vokaldelen, nemlig “Remember me”, der fortryller med sin enkelhed:

Med det sidste “Remember me” lader Purcell musikken svæve op i trøstende højder, før den går ned i fortvivlelsens dybder med “forget my fate” til sidst.

Arien – teksten til Når jeg ligger på jorden