Portrættet af Vincenzo Bellinis aria AH! NON CREDEA MIRARTI … AH! NON GIUNGE
>
Læs interessante fakta og hør gode YouTube-videoer om Rossini’s berømte arie “AH! NON CREDEA MIRARTI … AH! NON GIUNGE “.
Hvis du vil læse og høre mere om LA SONNAMBULA, kan du klikke på dette link til operaens portræt
Arien AH! NON CREDEA MIRARTI … AH! NON GIUNGE – Synopsis & Baggrund
Synopsis: Kroværtinden Lisa er forelsket i Elvino. Men han er allerede forlovet med Amina. Under forlovelsesfesterne dukker en mystisk mand ved navn Rodolfo op. Hvad ingen ved: han er den afdøde greves forsvundne søn. Landsbyboerne er nødt til at gå hjem efter mørkets frembrud, fordi de frygter det hvide spøgelse. Rodolfo er fornøjet over at bemærke dette. Han er på gennemrejse og går ind på sit værelse i kroen. Lisa banker på hans dør og hilser på ham som greven, hele landsbyen har hørt det. Rodolfo begynder at flirte med Lisa, som flirter tilbage med hans tilnærmelser, men de bliver afbrudt af støj på gaden. Da hun gemmer sig i omklædningsrummet, taber hun sit tørklæde. Hun observerer Amina, der går i søvne i en hvid kjole og går ind i grevens værelse. Da hun rækker hånden ud til Rodolfo for at han skal følge hende til alteret, løber Lisa hen til Elvino for at fortælle ham om Aminas illoyalitet. Selv om Rodolfo i første omgang er fristet, beslutter han sig for ikke at udnytte situationen. Han lægger hende på sofaen og forlader rummet. Elvino dukker op og genkender med rædsel sin forlovede på grevens canapé. Amina vågner op og er glad for at se Elvino. Da han skubber hende tilbage, indser hun med rædsel, hvad der er sket. Hun bekræfter sin uskyld, men Elvino ophæver forlovelsen og beslutter sig for at gifte sig med Lisa. Næste dag går landsbyboerne til slottet og beder greven om at stå inde for Amina. Rodolfo vidner om Aminas hæderlighed, men Elvino har set hende med egne øjne i grevens soveværelse. Rodolfo forklarer folkene solambulismen. Men Elvino vil ikke vide noget om det og tager Lisa i hånden.
Der dukker Amina op i vindueskarmen. Hun går i søvne og krydser en bjælke over møllehjulet. Alle holder vejret, for hvis hun falder, vil hun dø. Hun når den anden ende og træder ud på landsbytorvet, hvor hun på den mest rørende måde fortæller om sin kærlighed til Elvino, stadig i sine drømme. (Ah !Non credea mirarti) Nu lader Rodolfo Elvino hende vågne. Elvino har erkendt sin fejltagelse og smider ringen over Aminas finger (Ah! Non giunge)
Kun et enkelt motiv fra førsteviolinerne og basernes plukning ledsager Aminas blidt åndende lidelse. Melodien er en typisk Bellini-kantilene: langstrakt og med små intervaller uden fordobling af instrumenter.
Bellini komponerede et yderst sparsomt akkompagnement. Til strygerlyden hører vi kun indskud fra en klagende obo, senere akkompagnement fra en udtryksfuld solocello. Den såkaldte “blomsterarie” slutter med et par intime koloraturer.
Som en hurtig anden del (Caballetta) komponerede han en bravura-arie med store spring i tonefald, triller og toptoner (Ah! non giunge).
Ariaen – teksten til AH! NON CREDEA MIRARTI … AH! NON GIUNGE
>
Kendte fortolkninger af AH! NON CREDEA MIRARTI … AH! NON GIUNGE
Maria Callas ændrede den måde, som Sopranos sang rollen som Amina på.
Ah! Non credea mirarti … – Maria Callas
Dessay var overbevisende både i koloraturerne og som skuespillerinde.
Ah! Non credea mirarti … – Dessay
Anna Moffo, som i sine glamourøse unge år i en optagelse til tv, har et ømt åndedræt og et drømmende portræt af Anna Moffo.
Ah! Non credea mirarti … – Moffo
Den berømte amerikanske kritiker John Ardoin skrev, at operaens sidste akt gik ind i operaens annaler. Callas sang denne aria i 1955 med yderligere (vanvittige) udsmykninger af Leonard Bernstein, der var dirigent ved opførelsen.
Ah! Non giunge – Callas
Cecilia Bartoli synger arien med ekstra udsmykninger og gigantiske spring i tonen.
Ah! Non credea mirarti … Ah! Non giunge – Bartoli
Joan Sutherlands teknik gjorde det muligt for hende at synge arien i et vanvittigt tempo og fører hende til en herlig afslutning, hvor trillerne er betagende. Pavarotti siges at have været målløs, da han erfarede, at Sutherland kunne give en middagsforestilling af Sunambula samme dag før en aftenforestilling af Traviata.
Ah! Non giunge – Sutherland
Callas vovede endda et højt E i en live-optræden.
Ah! Non giunge – Callas
Maria Callas veränderte die Art und Weise, wie Soprane die Rolle der Amina sangen.
Ah! Non credea mirarti … – Maria Callas
Dessay überzeugte sowohl in den Koloraturen und als Schauspielerin.
Ah! Non credea mirarti … – Dessay
Zärtlich hingehaucht und verträumt dargestellt von Anna Moffo in ihren glanzvollen jungen Jahren in einer Einspielung fürs Fernsehen.
Ah! Non credea mirarti … – Moffo
Der berühmte amerikanische Kritiker John Ardoin skrev, at hun mit dem Schlussakt dieser Oper in die Annalen der Oper inging. Callas sang 1955 diese Arie mit zusätzlichen (wahnwitzigen) Verzierungen des Dirigenten der Aufführung von Leonard Bernstein.
Ah! Non giunge – Callas
Cecilia Bartoli synger die Arie mit zusätzlichen Verzierungen und gigantischen Tonsprüngen.
Ah! Non credea mirarti … Ah! Non giunge – Bartoli
Joan Sutherland’s Technik erlaubte ihr die Arie mit irrem Tempo zu singen und fører sie zu einem gloriosen Abschluss, die Triller sind atemraubend. Pavarotti soll sprachlos gewesen sein, als er erfuhr dass Suthereland vor einer Abend-Vorstellung der Traviata gleichentags eine Mittagsvorstellung der Sonnambula geben konnte.
Ah! Non giunge – Sutherland
Callas wagte sogar ein in einer live Aufführung ein hohes E.
Ah! Non giunge – Callas
Luisa Tetrazzini var tyvernes store “kanariefugl”. Der var ingen højde eller koloratur, som hun ikke kunne synge. Det er en fornøjelse at lytte til hendes fuglesang fra 1911.
Ah! Non giunge – Tetrazzini
Edita Gruberova med et højt F, der skinner gennem vinden som sirenen fra et eksprestog.
Ah! Non giunge – Gruberova
Mezzosopranen Federika von Stade indspillede arien i Maria Malibrans ånd i en nedadgående transponeret udgave.
Ah! non credea mirarti … Ah! Non giunge – von Stade
Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide til arien “AH! NON CREDEA MIRARTI” fra operaen “La Sonnambula” af Vincenzo Bellini.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!