Dette værk hører til blandt de store operaer fra det 20. århundrede. Korngold fremkalder endnu en gang den senromantiske musiks beruselse, der er narkotisk i sin overdådighed og melankoli.

Indhold

Kommentar

Akt I

Akt II

Akt III

 

 

Højdepunkter

Behutsam! Hier ist alles alt und gespenstig

Glück, das mir verblieb Lutesang

Da bist du ja, Marie, ich wusste es

Prelude Act II

Was ward aus mir?

Bravo, guter Pierrot – Halt ein! Du eine auferstandene Tote?

Mein Sehnen, mein Wähnen Pierrot’s sang

Paul du leidest?

Sei klug, sei gut

Finale

 

 

 

Indspilningsanbefaling

Indspilningsanbefaling

 

Premiere

Hamburg und Köln, 1920

Libretto

Paul Schott alias Julius Korngold, baseret på Georges Rodenbachs novelle Bruges-la-morte fra 1892 og dens teaterversion Le mirage (The Mirage).

Hovedrollerne

Paul, widower (tenor) - Marietta, danserinde på gennemrejse (sopran) - Marie, genfærd af Pauls afdøde kone (sopran) - Frank, Pauls ven (baryton) - Fritz, teatrets Pierrot (baryton).

Anbefaling af optagelse

ARTHAUS DVD, James King, Karan Armstrong, William Murray, Margit Neubauer, Donald Grobe bliver dirigeret af Heinrich Hollreiser og orkesteret fra Deutsche Oper Berlin.

 

 

 

 

 

 

Korngold vidunderbarnet

Korngold, der blev født i 1897 i Brno i det østrigske kejserrige, blev ofte kaldt det største musikalske vidunderbarn gennem tiderne, endda større end Mozart. Allerede som barn havde hans kompositioner kvaliteten af en moden komponist. Han blev støttet, men også beskyttet af sin far, den respekterede (og skarptsnakkende) wieneriske musikkritiker Julius Korngold. Allerede som 19-årig skrev Erich sin første opera i en akt, “Polykratens ring”, som begejstrede publikum. Som 19-årig begyndte han at komponere “Den døde by”, men Første Verdenskrig forpurrede hans planer. Han blev indkaldt som musiker og genoptog arbejdet med operaen i 1919.
I disse år mødte han Luise von Sonnenthal (hans senere kone Luzi), som inspirerede ham til rollen som Marietta. Historiens ironi: Ligesom danseren Marietta blev betragtet som socialt underlegen af Paul (og det borgerlige samfund), mødte Luzi (skuespillerinde og sangerinde) modstand fra Erichs far af samme grund.

 

 

Librettoen

Forbilledet for værket var Rodenbachs “Bruges-la-morte” fra 1892 og dens teaterversion “Le mirage”, som Rodenbach skrev otte år senere.
En bekendt af familien gjorde Erich opmærksom på Rodenbachs værk, og Erich var straks begejstret for emnet. Han skrev i et brev
“Den særegne Brügge-stemning, den melankolske tone, de to hovedpersoner med deres fængslende mentale konflikter: kampen mellem den levende kvindes erotiske kraft og eftervirkningen af den dødes mentale kraft, den dybere grundtanke om kampen mellem liv og død i det hele taget, især den smukke tanke om den nødvendige inddæmning af sorgen over den kære døde ved livets rettigheder, og samtidig et væld af musikalske muligheder for at udforme den, alt dette tiltrak mig.

Stoffet om en sørgende enkemand, der bukker under for sin besættelse af en sangerinde, mødte en nerve i samtiden ved operaens premiere. Efterkrigsårenes mennesker kendte kun alt for godt til følelser af tab, og wieneren Siegmund Freuds (som Julius Korngold kendte personligt) værker om psykoanalyse var meget aktuelle; hans bog “The Interpretation of Dreams” blev udgivet i 1900. Pauls møde med Marietta er i sidste ende ikke andet end et terapiforsøg, som Paul ubevidst iværksætter for at løse sin indre konflikt, der er opstået som følge af katastrofen med Mariettas død. Denne opera sammenlignes lejlighedsvis med Hitchcocks psykothriller Vertigo, der udkom 25 år senere.

Korngolds bestilte Hans Müller, librettisten til Korngolds anden enakters opera, men var ikke tilfredse, da de gennemgik de første udkast, og Korngold senior overtog librettens arbejde personligt. Julius Korngold fulgte for det meste Rodenbachs litterære model, men ændrede historien her og der. Hans vigtigste ændring var, at han ikke skildrede mordet som virkelighed, men som en drømmescene, sandsynligvis for at tage noget af volden ud af operaens handling og for at skabe en forsonende, stemningsfuld slutning.

 

 

Bruges – den døde by

Symbolsk for Pauls indsnævring brugte Rodenbach Brugge som model for den “døde by”. Indtil det 15. århundrede var denne belgiske by en blomstrende handelsmetropol og residensby. Derefter forsandede floden sig til Nordsøen, og byens forfald begyndte, afskåret fra havets livline, som Brugge aldrig kunne komme sig over.

 

 

Spætromantikkens musik

Hvad er den bedste måde at beskrive Korngolds musik på? I lang tid blev hans musik udskældt som en kopi af mere berømte originaler. Som et eksempel skrev den indflydelsesrige amerikanske operakritiker Harold Schonberg i 1975: “Da hans egen kreative fantasi ikke var lige så stærk som hans teknik, kunne han kun gentage, hvad tidligere komponister har gjort”. Denne kritik vejede så meget desto tungere, fordi Korngold med sit senere arbejde i Hollywood magnetisk tiltrak sig denne kliché.
I Korngolds musik møder vi nemlig en enorm lydkraft, pakket ind i ekspressionistisk klædedragt, med høje dissonanser og klokkerytmer, der minder om Mahler. Vi hører musikken flimre i en varme og et udtryk, der minder om Richard Strauss’ Salome. Og endelig hører vi melodier, der med deres sensualitet og sødme kan tage sig af Puccini.
Julius Korngold kendte Gustav Mahler personligt gennem hans værk, og den daværende wienerhofsoperachef lærte den dengang niårige Erich at kende, da han fik lov til at spille en kantate for mesteren i hans lejlighed. Mahler siges at have udbrudt begejstret “Et geni! Et geni!”. Fire år senere inviterede Mahler den dengang 13-årige til at overvære prøverne til premieren på den 8. symfoni. Denne oplevelse må have gjort et dybt indtryk på den unge Erich, for orkestreringen af Den døde by er næsten identisk med Mahlers nummer otte. Ligesom Mahler supplerede Korngold senromantikkens orkester i fuld størrelse med farverige instrumenter som celesta, harmonium, kirkeklokke, mandolin og klaver. Desuden brugte han ligesom Mahler en blæsermaskine og et drengekor.
Efter 1970’erne fandt den døde by gradvist vej ind på operahusenes repertoire, og Korngold blev attesteret genialitet og uafhængighed. Ingen benægter, at Korngold blev påvirket af store forgængere og samtidige. Korngold og Richard Strauss kendte og værdsatte hinanden, men i dag er der almindelig enighed om, at Korngold ikke var en anden Strauss, men den første Korngold.

 

 

Leitmotiver

Korngold brugte forskellige ledemotiver til operaen. Det mest dominerende er det smukke tema fra arien “Das Glück, das mir blieb”, som vi møder igen og igen. Brügge-motivet er også hørbart, et særligt smukt eksempel kan findes længere nede i beskrivelsen af scenen i begyndelsen af det andet billede. Derudover er der andre ledemotiver, men på grund af partiturets rigdom, orkestreringens overflod og selve motivernes kompleksitet er nogle af dem vanskelige at høre (hårmotivet, genopstandelsesakkorder, forgængelighedsmotivet osv.).

 

 

Verdenspremiere og værkets skæbne

Da Korngold annoncerede færdiggørelsen af sin “døde by”, kæmpede operahusene om retten til at uropføre værket. Til sidst fik tre operahuse, Hamborg (under ledelse af Pollack), Köln (under ledelse af Klemperer) og Wien, retten til at opføre værket første gang samme aften. Wien måtte derefter aflyse på grund af besætningsmæssige årsager.
Værket blev jublet fra starten, og Korngold, der var til stede ved premieren i Hamborg, blev fejret. Publikum kæmpede om billetterne, i Hamborg blev værket opført 26 gange alene i den første sæson. Kort efter blev værket opført i Wien, New York, Prag og Zürich og blev en succeshistorie i ti år. Denne fase blev brat afbrudt af nazisternes magtovertagelse, da jødiske komponisters værker blev forbudt at opføre.
Korngold emigrerede til Amerika i 1930’erne og blev for første gang aktiv i filmindustrien gennem en invitation fra Max Reinhard, der arbejdede i Hollywood på en filmatisering af “En midsommernatsdrøm”. I løbet af de næste 10 år blev han den mest kendte filmkomponist og banebrydende arbejde og blev endda tildelt en Oscar for sin filmmusik til “Robin Hood”.
“Den døde by” kom aldrig på fode igen i Korngolds levetid og forsvandt fra repertoiret. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig deltog Korngold selv, der allerede led af en hjertesygdom, i en genoptagelse af operaen i München i 1954. Korngold måtte bittert indse, at “den støvede symbolik” i værket ikke længere var efterspurgt.
Det var først i 1970’erne, at dets renæssance begyndte med Leinsdorfs indspilning, og siden begyndelsen af det 21. århundrede har værket været i stand til at genetablere sig på det internationale repertoire.

 

 

 

 

 

 

Synopsis: I Pauls dystre lejlighed i Brugge. Husholdersken Brigitta tager imod Pauls gamle ven Frank, der er hastet forbi. De ser på det dekorerede billede af Marie, Pauls afdøde hustru, foran hvilken en hårbøjle af Maries er udstillet som et relikvie. Brigitta taler om Pauls mærkelige tilstand.

Lige fra begyndelsen funkler orkestret i alle farver. Brigitta synger svulmende musik fra senromantikken, vellystige passager, og det store orkester synger ekspansive melodier før Pauls ankomst.

Behutsam! Hier ist alles alt und gespenstig

 

“Drømmen om at vende tilbage”

Synopsis: Paul kommer tilbage til sin lejlighed og er glad for at se sin ven Frank. Paul fremstår slet ikke for ham, som Brigitta beskrev ham. Næsten ekstatisk fortæller han om et møde, han havde med sin imaginære kone i armene under en af sine ensomme gåture. Han så en kvinde, der lignede hans Marie. Næste dag talte han til hende, hendes stemme var Maries, Gud havde givet hende tilbage til ham! Frank forsøger at forklare ham, at han var faldet ind i vrangforestillingen om “drømmen om at vende tilbage”. Men Frank vil ikke vide noget om det.

Efter Franks hilsen dykker Paul ned i Maries verden. Indledt af fløjte og harpe synger Paul lange linjer sammen med et behersket orkester.

Frank! Freund!

 

“Glück, das mir verblieb” – Korngolds store Lied

Synopsis:Det ringer på klokken, Paul venter allerede Marietta. Han kigger på billedet af sin kone og er glad for, at Gud har givet hende tilbage til ham! Marietta kommer ind, og Paul er fascineret af hende, der ligner hans Marie så bedragerisk meget. Da han giver hende et tørklæde, og hun kaster det over sig, råber han ekstatisk “Marie!” Marietta er en danserinde, som er på gennemrejse under et engagement i Brugge. Da hun ser en lut i lejligheden, synger hun gladeligt en sang for Paul. Paul er rørt, det er præcis den samme sang, som Marie plejede at synge.

Dette stykke er Korngolds mest berømte nogensinde. Det er et nostalgisk solostykke (som bliver til en duet) midt i et psykodrama. Det har den funktion at gøre forholdet mellem Paul og Marietta følelsesladet for lytteren, for at skabe maksimal kontrast til det efterfølgende drama, der går så langt som til Pauls mord på Marietta. Stykkets karakter er sanglig eller endog operetteagtig. Allerede i begyndelsen glitrer orkestret, som med glockenspiel, celesta og harpe har en typisk senromantisk farve. Celestaens klokker fremkalder en romantisk, næsten barnligt naiv stemning.

Vi hører først duetten i den oprindelige instrumentation for sopran og tenor med Jonas Kaufmann og Julia Leiter. Kaufmann debuterede i 2019 i rollen som Paul.

Glück, das mir verblieb – Kaufmann / Leiter

 

Følgende optagelse er en himmelsk solo versioner for version af Elisabeth Schwarzkopf, som er præget af det langsomme tempo. Længslen i hendes stemme, der er hæs af spænding, smækker i bedste forstand.

Glück, das mir verblieb – Schwarzkopf

 

Opdagelserne og bacchanalen

Synopsis: Den kokette Marie er ustyrlig og tager ikke Paul alvorligt. Da hun ser Maries billede, bliver hun forbløffet over ligheden med hende og er overrasket over Pauls mærkelige opførsel. Fra gaden hører hun Gaston råbe, som opfordrer hende til at skynde sig, for aftenens forestilling er ved at begynde. Hun opfordrer Paul til at besøge hende i teatret og forlader huset. Paul er alene, Marie dukker op for ham og advarer ham om at være trofast, Paul forklarer hende, at han kun ser hende i Marietta. Spøgelsen forsvinder, og Paul ser Marietta’s spøgelse danse i en flydende fantasi-dansedragt, prægtigt dekoreret, forførende lokkende. Orgiastiske danserytmer lyder hertil.

De to stemmer synger i et afmålt tempo i et relativt højt register, Marie kan høres som på afstand, illusionen bliver mere kromatisk og spøgelsesagtig og synker tilbage i roen fra begyndelsen, indtil den med Mariettas fremkomst udarter til en bacchantisk dansefrenez.

 

Da bist du ja, Marie, ich wusste es – Vogt / Pavlovskaya

 

 

 

 

 

 

 

 

Klokkerne og Brügge-temaet

Synopsis: Konturerne af en øde, forladt kaj bliver synlige. Det er nat. Vi kan se et klokketårn og ved siden af det boligbygninger, svagt oplyst af gaslamper.

Anden akt begynder med et ekspressivt forspil. Over flimrende strygere hører vi kirkeklokker, og i blæserne høres Brügge-motivet gentagne gange:

Prélude

 

 

Synopsis: Paul dukker op og går hen mod huset, hvor Marietta bor. Hans tanker er mørke, han havde ikke mødt Marietta i teatret og ønsker at gå hen til hendes lejlighed. Han kigger på hendes vindue og ser en skygge bag gardinet. En gruppe nonner nærmer sig ham. Han genkender Brigitta blandt gruppen, som havde forladt ham. Hun ser ham og beskylder ham for at have været Marie utro.

De truende klokker minder Paul om den dag, hvor Marie blev begravet. Indimellem kan man høre vinden (fra vindmaskinen) feje hen over den forladte kaj. In Jetzt trage ich die Unruhe des Begehrens… “(“Nu bærer jeg begærets rastløshed…”) bliver vinden stærkere, og orkestret lyder med et tungt fff, indtil det dør, og Brigitta dukker op.

Was ward aus mir?

 

 

Paul ser Frank

Synopsis: Da Paul nærmer sig huset, ser han en mand, der låser døren op. Det er hans ven Frank. Til sin rædsel erfarer Paul, at Frank også er hendes elsker. Da han kræver, at Paul lader hende være i fred, kommer de to i skænderi, og Paul tager nøglen til Martas lejlighed fra ham. Frank afbryder deres venskab og forlader stedet.

Wohin? – King / Armstrong

 

Mein Sehnen, mein Wähnen

Synopsis: Pludselig hører han lyden af et selskab, der nærmer sig. Marietta kommer hjem med sin teatergruppe på et skib, og han kan høre dem synge og grine. Blandt dem er den rige mecenat grev Albert og skuespilleren Fritz, der er iført et Pierrot-kostume. De har champagne og mad med sig og gør det behageligt for sig selv på den natlige kaj. Marietta beder Fritz om at synge en sang for hende, hun ved, at Fritz er forelsket i hende.

Pierrot synger en sang fuld af melankoli med et langsomt, valselignende akkompagnement. Det er en af de Korngold-sange med sine rige farver og overdådige melodier. Sangen suppleres af et smukt nynnende kor, som uundgåeligt får os til at tænke på Puccinis Madama Butterfly.

Mein Sehnen, mein Wähnen – Hampson

 

 

Synopsis: Begejstret ønsker Marie at genopføre en scene fra et teaterstykke for sin protektor, grev Albert. Hun vil gerne spille Helene fra Meyerbeers “Robert le diable”, i en scene hvor hun genopstår som død. I baggrunden kan man høre kirkeklokkerne ringe, og nonnerne passerer teatertruppen på deres vej tilbage. Paul så ugenkendt på opstandelsesscenen. Han bryder ind på scenen og griber Marietta. Efter et kort håndgemæng sender Marietta teaterfolket væk og står alene tilbage med Paul. Bittert beskylder Paul hende for at have været ham utro med sin bedste ven. Hævnfuldt fortæller han hende, at han kun begærede hende, fordi hun lignede hans døde kone, og at han nu vil forlade hende.

Før denne scene kunne Pauls sangerinde tage en kort pause. Nu kommer en scene, der er en af de mest dramatiske og udmattende passager overhovedet. Pauls udbrud svarer til en vulkan, passagerne er noteret i høj tessitura, nogle passager er endda noteret i partituret som “skrigende”.

Den amerikanske tenor James King beskrev engang denne rolle som værende af Puccini-operaens tonehøjde, akkompagneret af et Wagner-orkester, lige så vanskelig som Othello og den eneste rolle, der skræmte ham.

Bravo, guter Pierrot – Halt ein! Du eine auferstandene Tote? – King / Armstrong

 

Den ekstatiske afslutning af akt

Synopsis: Marietta minder ham om de ekstatiske kærlighedstimer, som de begge nød, og Paul føler, at han ikke kan forlade hende. De to kysser lidenskabeligt på parkbænken. Marietta ønsker nu at følge med ham ind i hans hus og kæmpe mod spøgelset af hans døde kone, som ejer ham.

Denne passage er et af operaens højdepunkter. Marietta genkender Pauls mentale angst. Hun er nødt til at lyde dramatisk og forførende i denne scene for at gøre Pauls samvittighedspinsler og erotiske begær troværdigt. Anden akt slutter med en Tristan-lignende ekstase.

Paul du leidest? (Marietta, Paul) – King / Armstrong

 

 

 

 

 

 

 

 

Marietta søger opgøret med Marie

Synopsis: Det er morgen, og Marietta dukker op i hvid morgenkjole i Maries kirkeagtige værelse. Hun forbliver ubevægelig et kort øjeblik og styrter derefter vildt hen foran billedet af Marie. Marietta opfordrer Maries ånd til at forlade de levende. Udenfor kan hun høre børnesang, som kommer fra en procession, der passerer på gaden. Paul dukker op, processionen havde drevet ham udenfor. Nu vil han have Marietta til at forlade rummet. Marie vil gerne blive. Hun flirter med ham og beder ham om at kysse hende på værelset. Paul skubber hende brutalt tilbage i stolen.

Optakten til det tredje billede viser Mariettas ophidselse. Man kan bogstaveligt talt høre stormen inden i hende, musikken bliver mere og mere presserende og hurtig. Korngold bruger præludiet til at forberede Marietta’s optræden med mange udskrevne dramatiske rubati.

Efterhånden som scenen udvikler sig, ser Marie fra vinduet en procession af børn, hvis sang overlapper musikken til det drama, der udspiller sig i rummet.

Prélude …Dich such ich, Bild – King / Armstrong

 

Synopsis: Den religiøse ceremoni vækker vrangforestillinger hos Paul. Marietta driller Paul på grund af hans fromhed og beder ham om at kysse hende. Men Paul er fanget i sine vrangforestillinger.

I nedenstående optagelse begynder Pauls ekstatiske vrangforestillinger efter 3 minutter. Den religiøse ceremoni og hans følelsesmæssige tilstand får ham til at falde ned på knæ. Processionen synes at komme ind i rummet og fanger Paul. Musikken eksploderer bogstaveligt talt, ingen ord er længere mulige til at udtrykke hans følelser, kun musikken kan beskrive dæmonerne i Paul. Da han kommer til ro, hører man koret synge latinske ord sunget i en ostinato-rytme. Da Marietta hånligt råber til ham “Du er from!” og vil kysse ham, falder han tilbage i galskab, råber ord med høj stemme og falder sammen.

Sei klug, sei gut – King / Armstrong

 

Den store finale

Synopsis: Hun måtte redde sig selv fra en svær barndom, og hun vil have retten til at have Paul helt for sig selv. Kun denne nat ville han have hende fuld af lyst og om dagen spiller han den fromme. Hun går hen til Maries maleri og tager fat i hendes hårfletning, der er udstillet som et relikvie. Paul advarer hende om ikke at vanhellige hårfletningen. Så meget desto mere flirter Marie med den. Paul er ved siden af sig selv, da Marie danser vildt med fletningen, Paul mister besindelsen, river håret ud af hendes hånd og kvæler Marietta med det, mens han stammer, hvor meget den døde Marietta ligner Marie.

 

Synopsis: Lyset går ud. Da det tændes igen, vågner Paul op, og rummet er som i begyndelsen. Brigitta dukker op, og lidt senere Marie, som havde glemt sin paraply. Sidst men ikke mindst dukker Frank op, som ser i Pauls ansigt, at der er sket et mirakel. Paul indser nemlig, at episoden kun var en drøm, og at det lykkedes ham at løsrive sig fra Marie og Marietta. Han går hen til døren og forlader rummet og siger farvel.

Lidt efter lidt vågner Paul op fra sin drøm, orkestret ledsager ham ømt. Med Brigitta’s optræden falder orkestret til ro, og Marietta dukker op, ledsaget af fløjter. Da Frank dukker op, skifter musikken til et strålende B-dur, og stykket slutter i et bredt adagio med melankolsk tillid.

Die Tote, wo, lag sie nicht hier … Glück, das mir verblieb – King / Armstrong

 

 

 

 

Anbefaling af optagelser

 

ARTHAUS DVD, James King, Karan Armstrong, William Murray, Margit Neubauer, Donald Grobe under ledelse af Heinrich Hollreiser og Orchester der Deutschen Oper Berlin

 

 

 

Peter Lutz, opera-inside, den online operaguide om “DEN DØDE BY” af Erich Korngold.

 

 

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *